Joaquin Phoenix undskylder for berygtet interview: "En af de værste nætter i mit liv"

Den 50-årige skuespiller Joaquin Phoenix har været et smut forbi det kendte talkshow The Late Show with Stephen Colbert. Anledningen var hans rolle i Ari Asters kommende film, Eddington, som får premiere senere på måneden.
Men interviewet kom hurtigt til at handle om noget andet. Det er nemlig 15 år siden, at Joaquin Phoenix senest var forbi showet, og dengang var det David Letterman, der var vært.
Stjernens optræden i 2009 var dog omdrejningspunktet for samtalen. Det var nemlig dengang, at Phoenix iført solbriller og stort fuldskæg fortalte om, at han havde droppet skuespillerkarrieren for i stedet at blive rapper.
På det tidspunkt var folk helt lamslåede. Rablede det for stjernen, der på det tidspunkt havde været nomineret til Oscars for Gladiator og Walk the Line? Eller var det et nøje udtænkt stunt?
Hvad vi senere fandt ud af, var, at det hele var en del af en fabrikeret dokumentar (mockumentary) med titlen I'm Still Here, der fulgte Phoenix over en længere periode, hvor han lader skægget gro og på pinlig vis giver den som rapper.
Se interviewet fra 2009 med David Letterman herunder:
Overfor Stephen Colbert fortæller Oscar-vinderen:
- Da jeg kom til det her show med Dave [David Letterman, red.], lavede jeg oprindeligt et forinterview, mens jeg var i rollen, og jeg indså, at det bare var lidt fjollet, så jeg ringede tilbage og sagde: "Hør her, det er det, jeg laver. Jeg kommer herud, og jeg laver hele den her ting. Og jeg vil bare have, at Dave på en måde sårer mig. Jeg vil bare have, at det skal være virkelig farligt", sagde Phoenix.
Joaquin Phoenix indrømmer overfor Colbert, at interviewet var "frygteligt", og at han fortryder det, samt at han gerne vil undskylde over for David Letterman. Noget han dog allerede gjorde i 2010, da han vendte tilbage til Letterman-showet i sin normale form, efter 'I'm Still Here' havde afsløret, hvad der lå bag forvandlingen.
Ikke desto mindre understreger Phoenix, at selvom det berygtede interview var en succes, var det også "en af de værste nætter i mit liv", som han udtrykker det.
Se et uddrag af det nye interview med Stephen Colbert herunder:
Stjernen, der i tidens løb har haft en noget akavet tilgang til journalister, virker overraskende afslappet overfor Colbert, men nu havde han selvfølgelig også haft 15 år til at forberede sig til sin genkomst til aftenshowet. Tidligere på året, da Phoenix var i Cannes, var han også utroligt afslappet omkring pressen, så måske har han bare fundet sig til rette i PR-situationer.
Skuespilleren, der vandt en Oscar for Joker, kan som tidligere nævnt snart opleves som hovedrollen Joe i filmen 'Eddington', der foregår i en lille amerikansk soveby under Corona-pandemien i 2020. Joe er sherif, men får snart nok af borgmesteren Teds (Pedro Pascal) håndtering af nedlukningen og den generelle tilstand i byen, hvorfor han selv stiller op som borgmesterkandidat.
Filmen har også Emma Stone og Austin Butler på rollelisten, den er instrueret af Ari Aster (Hereditary) og produceret af danske Lars Knudsen.
'Eddington' kan ses i biografen fra den 31. juli.








