Kommende actionbrag med Jason Statham har dansk stjerne på rollelisten

Denne artikel blev første gang bragt den 20. oktober 2024, men er blevet opdateret i forbindelse med premieren på 'A Working Man'.
Skuespilleren Roland Møller har udover sine roste præstationer i danske film som 'R', Nordvest, Kapringen og Under sandet også gang i en succesfuld international karriere. Møllers CV tæller bl.a. Skyscraper med Dwayne "The Rock" Johnson, Atomic Blonde og spion-serien 'Citadel'.
Nu har danskeren fået en rolle i endnu en film med en Hollywood-sværvægter, nemlig Jason Statham i action-thrilleren Mutiny. Det bekræfter Roland Møller overfor kino.dk.
Møller delte også et billede med os af de to skuespilleren sammen. Se billedet her.
'Mutiny' handler om Cole Reed (Statham), der bliver gjort til syndebuk, efter at hans milliardær-chef og industrimagnat bliver myrdet foran ham. Nu må han flygte, mens han forsøger at afsløre en international sammensværgelse.

Møller har lagt et billede på sin Instagram-profil, hvor han genskaber Jason Stathams seneste opslag fra optagelserne på 'Munity', hvilket fik os til at kontakte skuespilleren.
Se begge billeder i opslaget nederst.
Jason Statham er en af Hollywoods største action-stjerner med et hav af succeser bag sig. Indenfor blot de sidste par år har skuespilleren været biografaktuel med både Operation Fortune: Ruse de guerre, Fast & Furious X, Meg 2: Dødens dyb, Expend4bles og The Beekeeper.
Hollywood-stjernen er netop nu biografaktuel med endnu en actionbasker i A Working Man. Denne gang spiller Statham karakteren Levon Cade, der forlod sin tidligere profession for at arbejde i byggebranchen og være en god far for sin datter.
Men da en lokal pige forsvinder, bliver han bedt om at genoptage de færdigheder, der gjorde ham til en legendarisk skikkelse i den skyggefulde verden af kontraterrorisme.
'Mutiny' instrueres af Jean-François Richet, der var biografaktuel sidste år med Gerald Butler-filmen Plane - og som er på vej med opfølgeren, 'Ship'.
Udover Møller og Statham byder rollelisten også på Jason Wong (Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves) og Annabelle Wallis (Malignant).
'Mutiny' afventer premieredato.