Lange udsigter til ny Bond-film? Mangler stadig skuespiller, instruktør og manuskript

Vi er tilbage til start
No Time to Die James Bond Daniel Craig
(© FOTO: NICOLA STYLES / MGM)

For et par uger siden kom det frem, at Amazon MGM havde købt alle rettigheder til James Bond fra Michael G. Wilson og Barbara Broccoli.

Siden har der - udover et kikset hyldest-indslag til Oscar-uddelingen i sidste weekend - været meget lidt nyt om franchisens fremtid.

Vi ved, at vi får en tv-serie spinoff om Mrs. Moneypenny med Florence Pugh, men hvem, der skal spille den næste Bond, hvad filmen skal handle om eller hvornår der kommer en ny film er endnu uvist.

Nu er der nyt, men ikke af den positive slags. The Hollywood Reporter kan nemlig afsløre, at der lige præcis er nul fremdrift i forsøget på at finde en ny skuespiller til agent 007. Som de skriver:

- […] det står klart, at der i de tre år, siden Amazon købte MGM - og de seks år siden produktionen blev færdiggjort på 'No Time to Die' - var der ikke gjort nogen fremskridt med at få 007 tilbage på lærredet. Der er intet manuskript til den næste film, ingen instruktør og - mest kritisk - ingen Bond.

Således kan vi konkludere, at rygterne om, at den 34-årige engelske skuespiller Aaron Taylor-Johnson skulle iklæde sig smokingen som ny Bond, er falske. Det britiske tabloidmedie The Sun var ellers sidste år ude med historien om Taylor-Johnson, men idet intet siden er blevet bekræftet fra officielt hold, blev det rygte mere og mere tvivlsomt.

På instruktørfronten har Oscar-vinderen Steve McQueen været rygtet til at overtage styrepinden fra Cary Joji Fukunaga, der stod bag No Time to Die, men nu må vi ifølge de seneste meldinger konstatere, at heller ikke han får en rolle at spille i kommende 007-film.

James Bond-film