Ahsoka
Foto: Disney

Lars Mikkelsen erklærer intergalaktisk krig i første trailer til ny sæson af Star Wars-serie

Og Anakin er tilbage!

Efter hvad der har føltes som lysår, vender Ahsoka endelig tilbage, og den første trailer til sæson 2, som blev afsløret ved Disneys D23 Entertainment Showcase, viser, at Kraften er stærk i den kommende sæson.

Det er en storslået og actionspækket trailer, hvis tid er nogenlunde ligeligt fordelt mellem eventyrene med Ahsoka, Sabine Wren, Shin Hati og Baylan Skoll, som alle fortsat er strandet på den mystiske planet Peridea, og The New Republics voksende konflikt med Grand Admiral Thrawn, spillet af danske Lars Mikkelsen.

Samtidig får vi også et glimt af Hayden Christensen, der vender tilbage til sin rolle som Anakin Skywalker i from af en Kraft-ånd, der hjælper Ahsoka gennem hendes egen indre rejse, mens hun og Sabine på egen hånd undersøger Perideas ældgamle hemmeligheder.

Se hele traileren i bunden af artiklen.

Det er langt fra første gang, at Lars Mikkelsen trækker i den ikoniske Star Wars-skurks uniform. Den danske skuespiller lagde oprindeligt stemme til Thrawn i animationsserien ’Star Wars Rebels’, hvor karakteren blev introduceret i tredje sæson, inden han i 2023 fik lov til også at bringe den blå storadmiral til live foran kameraet i første sæson af ’Ahsoka’.

Thrawn er kendt som en af Imperiets mest formidable strateger og adskiller sig fra mange af Star Wars-universets øvrige skurke ved først og fremmest at bruge sin intelligens og militære snilde til at overliste sine modstandere.

'Ahsoka' sæson 2 får premiere på Disney+ den 20. januar 2027.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: