Mads Mikkelsen på tale til rolle i ny Scorsese-film

Mads Mikkelsen ser ud til at få en rolle i en af verdens største nulevende instruktørers næste film overfor Hollywoods måske største stjerner.
Den danske skuespiller er nemlig på tale til at tilslutte sig Martin Scorseses næste film, What Happens at Night, som også har Jennifer Lawrence og Leonardo DiCaprio på rollelisten. Det skriver The InSneider, men er altså ikke bekræftet endnu fra filmselskabet Studiocanals side.
Filmen markerer syvende samarbejde mellem Scorsese og DiCaprio, der spiller den ene hovedrolle overfor Lawrence som et par, der tager til en lille, snefyldt by i Europa for at adoptere et barn.
De tjekker ind på et huleagtigt, stort set øde hotel, hvor de møder en gådefuld gruppe af karakterer, herunder en flamboyant sangerinde, en depraveret forretningsmand og en karismatisk troshelbreder. Intet er helt, som det ser ud til i denne mærkelige, frosne verden.
Mon ikke Mads Mikkelsen spiller en af de europæere på hotellet, som de møder? Hvorvidt han bliver en skurk (som i James Bond, Marvel og Indiana Jones) eller en mere retskaffen type, ved vi ikke, men vi krydser selvfølgelig fingre for rigtig meget tid på lærredet til den danske superstjerne.
Uanset hvad må det være lidt af en drøm, der bliver til virkelighed for den 60-årige dansker. Han har nemlig listet Scorsese-klassikeren Taxi Driver som sin yndlingsfilm overfor Letterboxd. Se klippet her (eksternt link).
Filmen bygger på en roman af Peter Cameron, som indeholder en mystisk og fantasiagtig grundstemning. Manuskriptet er skrevet af Patrick Marber (Closer).
'What Happens at Night' har endnu ikke nogen premieredato.







