Minecraft: Fra indie-spil til verdenssensation - og nu en film!

Historien om verdens mest populære spil
En Minecraft Film
(© Warner Bros.)

'Minecraft' er ikke bare et spil - det er et fænomen! Fra at være et lille hobbyprojekt til at blive verdens bedst sælgende spil har 'Minecraft's rejse mod succes været lige så eventyrlig som selve spillet. Og nu, efter over et årti med firkantet sjov, er spillet endelig på vej til det store lærred med En Minecraft Film

Så hvordan gik det fra en simpel idé til en global sensation? Lad os dykke ned i den firkantede verden!

Indie-spil bliver solgt for 2,5 mia. dollars

Det hele begyndte tilbage i 2009, da svenske Markus "Notch" Persson legede med idéen om et byggespil. Han samlede hurtigt en prototype på en weekend - et lille spil kaldet "Cave Game". Spillet blev dog kort efter omdøbt til det, vi i dag kender som 'Minecraft'. 

Notch så potentialet og besluttede sig for at arbejde på 'Minecraft' på fuld tid. Idéen bar frugt, folk elskede spillet, og det solgte over en mio. eksemplarer på ingen tid! I 2011, før spillet officielt blev lanceret, havde det allerede 16 mio. registrerede brugere og fire mio. solgte kopier. 

I september 2014 solgte Markus Persson 'Minecraft' til Microsoft for 2,5 mia. dollars, hvilket kan siges at have været noget af en lønningsdag. Persson har udtalt sig, at han primært bruger sine penge på computerudstyr og rejser, samt et hjem til 70 millioner dollars i Beverly Hills i december 2014.

Persson forlod Mojang Studios selvsamme år, og har ikke haft noget med 'Minecraft' - hverken spil eller film - at gøre siden. Jens "Jeb" Bergensten overtog den kreative udviklingskontrol over 'Minecraft', og han har i øvrigt lagt stemme til den svenske version af 'En Minecraft Film'. 

Se klippet med Jens Bergensten, der fortæller om  at medvirke i filmen, nederst i artiklen.

Billede
Minecraft-spillet (© Minecraft/Mojang)

Minecrafts usammenlignelige tal 

'Minecraft's popularitet steg fortsat markant efter opkøbet af Microsoft. I 2019 slog 'Minecraft' rekorden som verdens bedst sælgende spil med 180 millioner solgte kopier. I 2023 rundede det 300 millioner, med næsten 170 millioner månedlige aktive spillere i 2024! 

'Minecraft' har modtaget masser af priser og anerkendelser gennem årene. I 2011 vandt det både Best Debut Game og Innovation Award ved Game Developers Choice Awards.

 Spillet blev også udstillet på Smithsonian American Art Museum som et af de mest betydningsfulde spil i historien. 'Minecraft' har fortsat med at vinde priser som Game of the Year og Favorite Video Game ved Kids' Choice Awards, og i 2023 blev det anerkendt som et af de mest populære og indflydelsesrige spil nogensinde.

Minecraft
En Minecraft Film (© Warner Bros.)

Et firkantet filmeventyr

Og nu, som prikken over i’et, kommer 'En Minecraft Film'! Efter mange års rygter og spekulationer er filmen endelig på vej, og det bliver spændende at se, hvordan den bringer 'Minecraft's magiske univers til live. 

Men hvad er det der gør 'Minecraft' så specielt? Det handler nemlig ikke kun om at bygge huse af firkanter. Det er friheden, kreativiteten og de endeløse muligheder. Du kan bygge et slot, overleve i en zombieapokalypse, programmere dine egne minispil eller bare hygge dig med venner. 

Med hundredvis af millioner af spillere, en kommende storfilm og konstante opdateringer fra Mojang ser 'Minecraft's fremtid lys ud. Det startede som en simpel idé, men endte som et af de mest elskede spil nogensinde. 

'En minecraft film' har dansk biografpremiere den 3. april. Filmen vises med både dansk og engelsk tale.

 

Se klippet med Jens Bergensten herunder:

Nyeste film i biografen