Mød dem i biografen: Ulrich Thomsen og holdet bag dansk kultgyser genforenet
I år fylder det danske vampyrgys og kultklassikeren Nattens engel 25 år. I den forbindelse kan du opleve filmen ved en unik biografvisning under filmfestivalen Blodig Weekend i København.
Ikke nok med det, så vil filmens instruktør og medforfatter Shaky González være at møde ved visningen sammen med flere af filmens skuespillere.
Skuespillerne tæller Thomas Bo Larsen, Ulrich Thomsen og Maria Stokholm, videre til Thomas Villum Jensen, Kenneth Carmon, Erik Holmey og Dean Sølberg.
Blodig Weekend afholdes fra den 22.-26. november i Empire Bio i København.
Den årlige genrefilmfestival byder udover et par ældre titler også på mere end 10 nye gyserfilm. Fra psykologiske gys til blodig splatter.
Af andre danske gæster på festivalen finder man også instruktør Martin Schmidt, der står bag 90'er-gyset Sidste Time, hvor skuespillerne Mette Bratlann og Laura Drasbæk også kigger forbi.
De internationale gæster tæller Karim Ouelhaj, som er instruktør og forfatter på den blodige Megalomaniac, videre til producer Heather Buckley, der står bag slasheren The Sacrifice Game, mens instruktører, skuespillere og forfattere, Toby Poser og John Adams, er klar med karnevalshorror i Where the Devil Roams.
Udover festivalens alsidige film - herunder bl.a. også en 50 års-jubilæumsvisning af The Exorcist - afholdes der en gyserquiz samt et marked med alskens filmrelaterede sager.
Desuden vil kino.dk's gysernørder Daniel Hartvig og Bjarke Friis Kristensen introducere henholdsvis Feed Me og When Evil Lurks.
Blodig Weekend løber fra den 22.-26. november. Se hele programmet og køb dine billetter her.