Nikolaj Lie Kaas om sin nye spændingsfilm til kino.dk: "Et grufuldt Narnia"

Vi har talt med den danske stjerne om 'Vejen hjem'
Nikolaj Lie Kaas
(© Kino.dk)

Nikolaj Lie Kaas er en af Danmarks mest elskede og alsidige skuespillere. I den nye, danske film Vejen hjem spiller han en desperat mand, der drager til Syrien for at finde sin søn.

Det er en rolle, der ligger langt fra hans portrætter af bl.a. den fumlende Tommy i komedien Solkongen eller Dirch Passer i biografien Dirch.

Vi har talt med den 51-årige danske stjerne om 'Vejen hjem', hvor han bl.a. fortæller om at påtage sig en rolle, der har krævet en del for den erfarne skuespiller.

Se hele interviewet i videoen nederst i artiklen.

I filmen tvinges Christian (Nikolaj Lie Kaas) til at svare på spørgsmålet: "Hvor langt er du villig til at gå for at redde dem, du elsker?"

Han lader sig således smugle ind i Syrien i en desperat søgen efter sin søn Adam. Det er en livsfarlig og selvransagende rejse ind i et brutalt, krigshærget land, hvor Christian efterhånden indser, at han må være villig til at ofre alt, hvad han tror på for at blive genforenet med sin søn. 

Vejen hjem Nikolaj Lie Kaas
Nikolaj Lie Kaas som Christian i 'Vejen hjem' (© Martin Dam Kristensen / Scanbox)

Adam, der i filmen spilles af Albert Rudbeck Lindhardt, er konverteret til islam, men har fundet sit egentlige kald i hænderne på ISIS, hvilket er svært for hans far Christian at acceptere. Derfor vil han gøre alt, hvad han kan for at få sin søn hjem.

Netop den svære accept er noget, Lie Kaas har tænkt over i forhold til sin rolle. Han udtaler til kino.dk:

- Du kan have nok så krydsede arme, som Christian har. Men pludselig plumpede virkeligheden bare ind, og du anede ikke, hvordan det her endte op, siger Lie Kaas.

Filmen er optaget i Jordan, men foregår i Syrien. Nikolaj Lie Kaas har ikke selv den store erfaring med de mellemøstlige lande, men så det som en stor oplevelse:

- Jeg har ikke været særligt meget i muslimske lande. At møde mennesker dernede. At møde spillere. At møde folk generelt og have en hverdag dernede, var en kæmpe fornøjelse. Og jeg kunne mærke en fed, fed generøsitet. Det lyder banalt, men man finder ud af, hvor tæt man er på hinanden.

- Det er også fedt at snakke med folk, som har været på den anden side. Som har været udsendte, og hvordan man gebærder sig. Også for os, fordi vi ikke har noget forhold til det, så bliver det sådan et grufuldt Narnia. 

- En abstrakt størrelse, som man ikke kan forholde sig til. Ligesom Jylland har det med København. Måske bare en større målestok, siger Lie Kaas med et grin.

'Vejen hjem' har premiere den 28. november. Find dine billetter her på kino.dk. 

Køb billetter