Ny dansk film finder det livsbekræftende i sorgen: "Man skal dosere det tragiske med det morsomme"

Resten af livet er titlen på en ny dansk film, der har premiere i denne uge. Dramaet handler om Maren og Egon, der lever et stilfærdigt liv i deres gulstenede parcelhus i Tønder og nyder tilværelsen med deres to voksne børn. Men tæppet rives brat væk under dem alle, da en ubærlig tragedie rammer familien.

Instruktøren bag hedder Frelle Petersen, og han kommer selv fra Sønderjylland. Hans forrige film, Onkel, blev en uventet succes, og nu er han klar med det, der bliver midterste kapitel i hans planlagte Tønder-trilogi.

LÆS OGSÅ: Anmelderne jubler over nyt dansk drama: "Et underspillet mesterværk"

Vi tog en snak med Petersen, der kom til at handle om sorg som tema, om det humoristiske i det tragiske, om en sønderjysk rullepølsetallerken og om hjemstavnsfilm.

Hvad fik dig til at lave denne film? Var der sket noget særligt i dit eget liv, der gjorde, at det var præcis denne historie, du kastede dig over?

Jeg har heldigvis ikke selv mistet et barn eller en søster eller en bror. Jeg har mistet mine bedsteforældre. Min farmor og farfar var rigtig tætte på mig. Jeg har nogle mennesker i min omgangskreds, som har mistet et ungt menneske i deres liv. Og de har altid sagt til mig, at de var glade for, at jeg snakkede med dem om det og spurgte ind til det. Det, oplevede de, at mange andre ikke gjorde. Det er meget tabubelagt at tale om sorg.

På et tidspunkt sidder jeg til påskefrokost i Aabenraa og rager røget ål og snaps til mig. Snakken går i øst og vest. Men så slår det mig: Hvad nu hvis en af os ikke er her til næste påskefrokost? Hvordan vil den så se ud? Det er ikke noget, jeg siger højt og bryder stemningen med, men jeg kan godt lide de her refleksioner om de store spørgsmål i livet.

Så begyndte jeg at interessere mig for sorg, og jeg begyndte at snakke med flere familier, der har mistet. Jeg kunne sagtens have lavet en film om at miste mine bedsteforældre, men det har jeg oplevet, og når jeg skal bruge to-tre år på at lave en film, så skal det være noget, jeg ikke har kendskab til.

Så jeg møder en masse familier fra hele landet, som deler deres sorg, og her går det op for mig, at der er noget, der hedder individuel sorgproces, altså hvordan vi hver især bearbejder sorg. Det blev overskriften for mig. Hvad betyder det for den enkelte, men også familien i sin helhed.

Det skulle handle om sorgen hos de efterladte, så jeg tog dødsårsagen væk, for så blev det nemmere for publikum at tage den sorg med, som de måske selv sidder med. For vi skal desværre alle igennem at miste, hvis vi ikke allerede har gjort det.

Jeg vil gerne eksperimentere, ligesom jeg gjorde med min forrige film ’Onkel’. Kan jeg lave en film, som egentlig er meget eksotisk for mange, der foregår i et lille familiedrevet landbrug med en onkel og en niece. Hvor mange kan på papiret forholde sig til det… virkelig ikke mange! Men alle de følelser, der sker, alle de almenmenneskelige følelser, og det at vælge mellem livet, man drømmer om, og mellem at være loyal overfor familien - det kan mange forholde sig til. I ’Resten af livet’ handler det om sorgen i en familie, og hvordan de kommer videre, og så pakker jeg det ind i en sønderjysk ramme, fordi det er noget, jeg har kendskab til fra mit eget liv.

Selvom filmen handler om sorg, så er der også mange humoristiske ting. Hvordan var det at balancere det morsomme med det tragiske?

Jeg siger hele tiden, at det skal være et så autentisk portræt som muligt. Det er ikke en dokumentarfilm, men jeg lader mig inspirere af virkeligheden, selvom jeg er meget bevidst om, at det er fiktion, jeg laver. Selvom man rammer på tragiske omstændigheder i sit liv, så kan der ligge et grin eller et varmt øjeblik lige rundt om hjørnet. Derfor tænkte jeg, at jeg skulle have den del med.

Jeg var godt klar over, at det ville blive den tungeste rejse, jeg skulle på, hvor jeg mødte familier, der havde mistet. Men jeg oplevede jo varme, humor og sammenhold, og det der med, at det var lige så vigtigt, hvordan de var kommet videre eller var ved at finde frem til at komme videre. Der er en fantastisk evne i os mennesker til at finde frem til ikke bare tragedien, men også de andre ting.

Meget af humoren udspringer fra, at Onkel Hans er et festligt indslag i filmen. Skuespilleren Ole Caspersen spillede dyrlæge i ’Onkel’, og omkring premieren var vi rundt i landet på turné i bil, og når vi stoppede på rastepladser, havde han det med at fyre fantastisk fugle-trivia af. Jeg kan huske engang, da vi stoppede ind til siden, og han kiggede ud ad vinduet og sagde på klingende sønderjysk: "Det er en musvåge. Den flakser i luften, fordi den kigger efter museurin med et UV-lys." Når man skal dosere det tragiske med det morsomme og laver det autentisk, er det derfor vigtigt at tage udgangspunkt i det humoristiske i virkeligheden.

Jette Søndergaard spiller både med i 'Onkel' og nu igen i 'Resten af livet'. Hvad er det, hun kan?

Hun er et kæmpe talent. Hun har en naturalistisk spillestil, som jeg ikke har oplevet før. Hendes naturlighed skinner igennem. Det er en kæmpe gave, at når du kommer tilbage til klippebordet, så kan du bruge alle takes. Der er ikke en falsk tone i nogen af hendes takes. Det er en svær rolle, hun har i 'Resten af livet', som hurtigt kan blive karikeret, og derfor er casting rigtig vigtigt. Jeg er meget tilfreds med alle præstationerne i filmen. Vi har fx nogle spillere, der har Downs syndrom, og det er første gang, de står foran et kamera. De er vildt dygtige.

Filmen er meget detaljeorienteret med specifikke sønderjyske detaljer og omtaleformer. Trækker du på din egen erfaring, og hvor vigtigt er autenticitet for dig?

I en historisk film skal man lave det samme arbejde. Hvis vi skal have folk til at tro på, at det her foregår i 1600-tallet, så skal vi prøve at være tro mod alle de her kilder, der fortæller os noget om, hvordan det så ud, og hvilket tøj de gik med. Det er lige så vigtigt for mig i en fortælling, der foregår i nutiden i Sønderjylland. Det skal filmens i Sønderjylland. Man kan sagtens snyde og filme i et parcelhuskvarter i Rødovre, men det er vigtigt for mig, at det foregår det rigtige sted.

Min set-rekvisitør Sara Pluto er også fra Sønderjylland, og hun var meget fokuseret på detaljerne. Hun sagde, at vi kunne jo ikke gå til Guldbageren, når det skal forestille, at det er Maren, der har lavet hjemmebag. Og det endte med, at det var min mor, der bagte kagerne – hun bagte vist omkring 80 kager. Der står for første gang i en dansk film blandt alle de tekniske credits i rollelisten: "Sønderjysk kaffebord" efterfulgt af min mors navn. Det var en vigtig detalje at have med.

Jeg har det med at tage ting fra det virkelige liv. Der er bl.a. det med rullepølsetallerkenen i filmen, som jeg godt nok ikke har i min egen familie, men jeg har adskillige gange sat noget pålæg på bordet i en plastikbakke og så fået at vide, at jeg godt lige kan tage en pæn tallerken. Der er en masse hilsner til forskellige folk i mit liv.

Hvad er de tre mest sønderjyske ting, du kan komme i tanke om?

Kage, dialekten og sammenholdet. Det er vildt at tænke på, at min mormor var 10 år gammel, da Sønderjylland igen blev dansk, og så oplevede hun også Anden Verdenskrig. Der lavede man forsamlingshuse, og man havde ingen spiritusbevilling, så man drak kaffe og spiste kage. Så sønderjysk kaffebord kommer derfra. Vi har jo stadig den tradition. Sammenholdet handler om at være sønderjyde og dele en kultur.

Kunne du se dig selv lave et storbydrama engang?

For mig handler det om, hvad jeg er interesseret i at udforske som det næste. Det handler om de almenmenneskelige, eksistentielle ting. Og det kan foregå allevegne. Jeg har i idé, der foregår i Randers, hvor jeg har været to gange. Der er noget omkring området, der interesserer mig, og omkring deres erhverv. Det kunne jeg godt finde på at udforske det. Jeg har nu boet næsten lige så lang tid i København som i Sønderjylland, nemlig 20 mod 21 år. Jeg har en kæmpe kærlighed til denne by, så jeg kunne sagtens finde på at lave en film her.

Har du allerede idéen til den tredje film i Tønder-trilogien?

Jeg har en idé, som jeg arbejder på. Det tager mig noget tid at komme ind til kernen i fortællingen, ligesom det har gjort med ’Resten af livet’, hvor udgangspunktet var kernefamilien, og hvad der sker i forhold til de her individuelle sorgprocesser. Det var min overskrift for denne her. Det er jeg stadig ved at undersøge i den nye film. Jeg har en træhytte ude hos Zentropa, som allerede er beklædt med små sedler med ord og idéer. Så jeg er i fuld gang med at researche, og jeg har talt med mange mennesker, som jeg har vendt mine nøgleord med. Men jeg kan ikke fortælle så meget endnu.

Med titler som ’Hvor kragerne vender’, ’Miss Viborg’ og dine film i mente er der flere projekter, der flytter ud af København. Vil du sige, at der et tendensskifte på vej?

Jeg gik ud med ’Onkel’ og kaldte den en hjemstavnsfortælling, og det kan jeg se, at andre også er begyndt at gøre. En journalist talte endda om Onkel-effekten. Men der har før været denne type historier, og Nils Malmros har jo altid lavet fortællinger fra baghaven. Så det er jo ikke noget nyt. Jeg var glad, da jeg så Søren Balles Klumpfisken, der foregik i Nordjylland og handlede om fiskeri, som jeg ikke vidste noget om. Men det blev enormt interessant for mig at se den fortælling. Jeg tror, at der kommer flere og flere af dem, og det glæder mig.

Jeg havde en interessant oplevelse med 'Onkel' i Empire Bio, hvor en ældre herre rejste sig op i biografsalen. Han var ærkekøbenhavner og havde boet i en lejlighed på 4. sal på Amager hele sit liv. Hans mor var blevet gangbesværet, da han var helt ung, og så valgte han at bo med hende hele sit liv. Og da han skulle se 'Onkel', tænkte han, at det var den mest eksotiske danske film, han nogensinde skulle se, og han overvejede, om den overhovedet ville interessere ham.

Men filmen ender med at handle om ham. Om en ung sønderjysk kvinde, der har valgt at bo med sin onkel og være loyal overfor ham. Han kunne se så mange ting i hende, der var hans egne følelser. Det gjorde mig enormt glad, fordi man viser et portræt, hvor vi har mange flere følelser til fælles, end man måske regner med. Både i København, men også i Japan, hvor filmen vandt hovedprisen på Tokyo International Film Festival.

Hvordan var det at være i Japan og vinde prisen?

Jamen, det var helt vanvittigt. Vi kom med en lille film, som kun vi troede på, og til at vinde hovedprisen foran film med meget større budgetter. Der var 15 andre film, bl.a. Anden Verdenskrigs-film med budgetter på 80-100 millioner kroner. Vores kostede 3,5 millioner. Og da vi vandt, havde vi en seance på 40 minutter på en scene, hvor man fik flere ting, bl.a. en stor, forgyldt drage og en glasstatuette. Det var meget overvældende og bare en crazy oplevelse. Det skabte ringe i vandet for os efterfølgende, bl.a. med den danske premiere, hvor vi gik fra 19 til 86 biografer.

Efter et år havde ’Onkel’ premiere i Japan, og der blev jeg fremhævet som ”den skandinaviske Ozu” [henvisning til den legendariske, japanske instruktør Yasujiro Ozu, red.]. Det blev jeg meget beæret over, for jeg kan rigtig godt lide hans film. Det er jo meget stillestående kameraer, og det er meget hverdagsdramaer. Men det er ikke nødvendigvis hans film, jeg kigger mest på. Det kan være billeder på Pinterest med noget lyssætning eller dele af film, fx lyden eller det visuelle udtryk i Sound of Metal. Så inspirationerne kommer mange steder fra.

Resten af livet er aktuel i biografen og er en del af Biografklub Danmarks program.

Jette Søndergaard og Frelle Petersen @ Rolf Konow

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)