Ny Nattevagten 2-stjerne fik "voldsom gåsehud" af Ulf Pilgaard
Casper Kjær Jensen er 28 år og spiller rollen som den psykiatriske patient Bent i Nattevagten – Dæmoner går i arv.
Filmen er en efterfølger til ’Nattevagten’ fra 1994, hvor stjerner som Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia fik deres gennembrud. Og samtidig var det Ole Bornedals spillefilmsdebut som instruktør.
Filmen er nu i biografen, og i den forbindelse har vi haft Casper inde til en snak. Du kan se interviewet i bunden af artiklen.
Udover de gamle kendinge, der vender tilbage i deres ikoniske roller fra originalen, finder vi på rollelisten også nye skud på stammen. I hovedrollen som nattevagtens datter har vi instruktørens egen datter, Fanny Bornedal, mens hendes kæreste spilles af Alex Høgh Andersen, kendt fra bl.a. ’Vikings.’
Den originale film var et biografhit og har senere fået kultstatus, og efterfølgeren har ladet vente på sig i snart 30 år. Det virker derfor oplagt at spørge den unge skuespiller, hvilke tanker han gjorde sig om lave 2’eren til en meget populær film, der kom ud, før han overhovedet blev født. Til det siger han:
- Jeg gjorde mig ret mange tanker, da jeg havde fået rollen, og vi skulle starte, omkring det her med at skulle lave en efterfølger så mange år efter til noget, som blev så kult.
- Jeg kunne fornemme på set, at der også var en forventning, som lå og lurede et eller andet sted, at det er den hårde 2’er.
- Så jeg kunne godt mærke, at der var nogle forventninger udefra til, at det skulle blive stort det her.
Casper Kjær Jensen fortæller ligeledes, hvordan det var som ung skuespiller at få lov til at arbejde sammen med de erfarne danske stjerner i branchen:
- Som ung skuespiller var det en kæmpe oplevelse at skulle spille sammen med de her spillere. Jeg kan huske, det også var noget af det, jeg var allermest hyped omkring, da jeg fik rollen: "Wow en mulighed jeg får nu for at spille sammen med dem".
- Samtidig var jeg også skide nervøs, fordi jeg tænkte: "Jamen, jeg er også stadig bare elev på teaterskolen. Hvordan skal jeg nogensinde kunne levere op til dem?"
Det er dog ikke første gang, at Casper Kjær Jensen spiller sammen med de helt store navne. Han har faktisk tidligere spillet overfor Ulf Pilgaard i ’Julemandens datter 2’. Han fortæller om deres samarbejde på 'Nattevagten - Dæmoner går i arv':
- Det var i hvert fald en stor oplevelse at arbejde med Ulf. Den første dag vi skulle lave en scene sammen, har Ulf en lang replik, og jeg bliver virkelig betaget af, hvor ekstremt dygtig han er i sin stemmeføring.
Men der var særligt ét øjeblik som gjorde indtryk på det 28-årige stortalent:
- Én gang på optagelserne fik jeg så voldsom gåsehud, og det var Ulf, der skal komme ud ad en dør og sige en replik på baggrund af, at han ikke har snakket i 30 år. Der løb det koldt ned ad ryggen på mig. Han er så dygtig.
Casper, der er færdig på Teaterskolen næste år, er også sikker på, at netop oplevelserne på 'Nattevagten - Dæmoner går i arv' vil stå som noget helt særlig senere i livet:
- Så det er jeg mega, mega beæret over at få lov til, og det tror jeg, er sådan noget, jeg vil fortælle til mine egne børn en dag. "Jeg har fået lov til at spille sammen med Ulf Pilgaard".
Derudover afslører Casper Kjær Jensen, hvordan det var lidt en drengedrøm at få lov til at lave nogle af de stuntscener, som han har i filmen. Der er bl.a. en scene, hvor han skal smadre et pansret glas med sin pande:
- At få lov til at lave de der vilde stunts, eller hvad man skal kalde det, special effects-scener, det er noget af det, jeg husker tydeligst. Lidt sådan en drengedrøm at få lov til at stå og skrige, mens man banker hovedet ind i en rude. Det var sgu meget sjovt.
Læs/hør mere om Caspers oplevelser med at spille karakteren Bent her.
'Nattevagten – Dæmoner går i arv’ kan ses i biografen fra 14. december - og du kan købe dine billetter herunder.