Sunrise on the reaping
Foto: Nordisk Film Distribution

Ny trailer til kommende Hunger Games-film lover det mest brutale dødsspil hidtil

Må oddsene altid være med jer

Siden den første bog udkom i 2008, har Katniss Everdeens kamp mod det tyranniske Capitol sikret Hunger Games-franchisen en stor og dedikeret skare af både bog- og filmfans.

I de senere år har forfatteren Suzanne Collins udgivet flere bøger, der dykker ned i centrale karakterer fra den oprindelige trilogi og deres fortid.

I 2023 fik vi således historien om den magtfulde præsident Snows vej til magten i The Ballad of Songbirds and Snakes på det store lærred. Nu er det så blevet den plagede Haymitch Abernathys (oprindeligt spillet af Woody Harrelson) tur til at få sin forhistorie fortalt i filmatiseringen af Sunrise on the Reaping, der udkommer i biograferne til november.

Vi har nu fået en dugfrisk trailer, som ligesom de forrige visuelt leder tankerne hen på en blanding af ‘Midsommar’ og ‘Thor: Ragnarok’. Det er dog det eneste lyspunkt i en ellers mørk fortælling, som med garanti vil efterlade både knuste hjerter og livløse kroppe i sit kølvand.

Filmen byder på et stort ensemble af skuespillere, der bl.a. har den Oscar-nominerede stjerne Glenn Close i en nærmest uigenkendelig transformation som Drusilla. Hun fungerer som ledsageren for deltagerne fra Distrikt 12 i den nye film.

Omkring hende ser man bl.a. Jesse Plemons som Plutarch Heavensbee, Ralph Fiennes som præsident Snow, mens Kieran Culkin overtager rollen som Caesar Flickerman. Derudover er Elle Fanning, Joseph Zada, McKenna Grace, Whitney Peak og Maya Hawke blandt de unge skuespillere, der spiller deltagere og mentorer.

Filmen vender tilbage til Panem 24 år før begivenhederne i den første ’The Hunger Games’ og tager sin begyndelse den morgen, hvor deltagerne til det 50. Dødsspil – også kendt som den anden Quarter Quell – skal udvælges.

Filmen instrueres af Francis Lawrence, der har stået bag alle filmene i franchisen hidtil med undtagelse af den første.

Med et stjernespækket persongalleri fra Capitol og en historie, der dykker ned i den mørke fortid hos en af trilogiens mest elskede biroller, tegner filmen til at blive endnu et følelsesladet kapitel i Panems lange historie.

’The Hunger Games: Sunrise on the Reaping’ får dansk biografpremiere den 19. november 2026.

Se den nyeste trailer herunder:

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: