The Social Reckoning
Foto: SF Studios

Oscar-vinder angriber Facebook i sin nye film: "Løgne er ikke ytringsfrihed"

Interview med manden bag og den ene hovedrolle

16 år efter, at The Social Network fortalte historien om, hvordan Facebook blev skabt, er manden bag den første film, Aaron Sorkin, nu klar til at fortælle, “hvad Facebook er blevet til”. Det sker i The Social Reckoning.

I anledning af den nye film har vi mødt fornævnte Sorkin, der både har skrevet og instrueret, sammen med den ene hovedrolle, Oscar-vinderen Mikey Madison.

Madison spiller Facebook-whistlebloweren Frances Haugen, der lækkede de senere omtalte “The Facebook Files” til journalisten Jeff Horwitz (Jeremy Allen White), som afslører en række af det sociale medies mørkeste hemmeligheder.

Se hele video-interviewet nederst.

‘The Social Reckoning’ stiller dermed skarpt på Facebook og mange af de problematiske historier, som er kommet frem i årene efter tilblivelsen.

Jeremy Strong har overtaget rollen som Facebook-skaberen Mark Zuckerberg fra Jesse Eisenberg. Strong er kendt for at leve sig dybt ind i sine roller, faktisk talte han kun med Zuckerbergs stemme konstant under indspilningerne til ‘The Social Reckoning’.

Det var først, da den sidste optagelse var i kassen, at Aaron Sorkin hørte Jeremy Strongs rigtige stemme. “Det lyder skørt, men resultaterne taler for dem selv” siger instruktøren til os, der kun har ros tilovers for Strongs præstation.

Billede fra 'The Social Reckoning'
Jeremy Strong som Mark Zuckerberg i 'The Social Reckoning', Foto: SF Studios

Anderledes lyder det, når snakken falder på Facebook. Da vi spørger Aaron Sorkin ind til, hvordan han mener, at sociale medier har påvirket vores fælles opfattelse af ytringsfrihed, lyder svaret:

- Mark Zuckerberg - i filmen - hans evige kampråb er, at han er en stærk fortaler for ytringsfrihed. Vores ytringsbeskyttelse er der for at beskytte upopulær tale. Til at sige noget som ikke er populært. Løgne er ikke beskyttet tale.

- Facebook deler en masse misinformation. Og ikke bare misinformation, men misinformation, som er skabt for at gøre dig vred.

- Og den her film argumenterer for, at der bør indføres love omkring det. Jeg har måske lige fået filmen til at lyde kedelig, som om det er “Lektier: Filmen”. Men det er det ikke, det er sjovt. Især fordi vi virkelig nyder den tid, som vi tilbringer med Mikeys karakter.

Hør Mikey Madison fortælle om, hvorfor hun ikke tør improvisere i en Aaron Sorkin-film og meget mere i videoen herunder.

‘The Social Reckoning’ kan ses i biograferne nu. Køb dine billetter her

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: