
Russell Crowe viser sine muskuløse overarme frem: Træner til ny stjernebesat actionfilm!
Der er tale om et reboot af elsket 80'er-klassiker
Russell Crowe har brugt en god portion timer i træningscentret. Det vidner et nyligt delt Instagram-opslag om, da den 62-årige stjerne her fremviser sine muskuløse overarme.
Se billedet med en storsmilende Russel Crowe nederst i artiklen.
Det er øjensynligt til det kommende reboot af 80'er-klassikeren Highlander, som skuespilleren træner til, da det er wrestleren Drew McIntyre, som har postet billedet og selv medvirker i genindspilningen.
I den originale film fra 1986 indtog Christopher Lambert og Sean Connery rollerne som udødelige krigere, mens det i den nye version er Henry Cavill og netop Russell Crowe, der spiller henholdsvis Connor MacLeod og Juan Sánchez-Villalobos Ramírez.

Rollelisten byder bl.a. også på Dave Bautista som den skånselsløse og udødelige The Kurgan, som oprindeligt blev portrætteret karismatisk af Clancy Brown.
Man kan også se frem til skuespillere som Karen Gillan som Heather MacLeod, Connors første hustru, mens Djimon Hounsou er Connors udødelige ven Sunda Kastagir.
Oscar-vinderen Jeremy Irons bliver at se som lederen af de såkaldte The Watchers, der er en gruppe af almindeligt dødelige, som holder øje med de udødelige krigere.
I instruktørstolen finder man Chad Stahelski, der bl.a. står bag de fire John Wick-film og hermed bestemt har bevist sig yderst talentfuld udi at skabe nervepirrende kampscener og brutal action.
Chad Stahelskis vision er dog ikke blot at genskabe den første film. Han vil også afsøge filmens mytologi i bredere forstand, bl.a. med baggrund i franchisens serier - som bl.a. med inddragelsen af The Watchers.
Den nye fantasy-film vil også have et dansk islæt, da filmens fotograf er Dan Laustsen.
Den Oscar-nominerede dansker er kendt for sit samarbejde med Guillermo del Toro på film som The Shape of Water og senest Frankenstein’.
Han har desuden også arbejdet tæt sammen med netop Chad Stahelski, da danskeren har været fotograf på de seneste tre John Wick-film.
Sidste år fortalte filmfotografen os om sit arbejde på den kommende ‘Highlander’. Læs artiklen her.
Den originale 'Highlander' udspiller sig i en verden, hvor udødelige krigere jagter hinanden i et samtidigt New York. Filmen har allerede fået flere fortsættelser i form af både serier, film og tegneserier.
Den nye Highlander-film har endnu ikke fået en premieredato, men den forventes at lande i løbet af 2027.