Sådan har du aldrig set dansk stjerne før: Duoen bag krimihit er tilbage med ny film

Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesen står bag 'Dobbeltspil'
Dobbeltspil
(© Per Arnesen)

Skuespiller Julie R. Ølgaard sprang i 2023 ud som instruktør, hvor hun sammen med Esben Tønnesen stod bag seriemorderfilmen Englemageren. Nu kan duoen afsløre, at de vender tilbage i biografen næste år med en ny nervepirrende dansk film, denne gang med titlen Dobbeltspil.

I hovedrollen som Clara ses Neel Rønholt, der lever det perfekte liv med en blomstrende karriere og sin charmerende kæreste, Tobias. Alt ændres dog, da hun krydser veje med Katrine. For selvom de to er så forskellige som dag og nat, har de én ting til fælles: Tobias. 

En usandsynlig alliance opstår mellem de to kvinder, mens de forsøger at afsløre Tobias’ dobbeltliv. Men da Clara opdager sprækker i Katrines facade, bliver hun dog mere og mere i tvivl om, hvem hun egentligt kan stole på. 

Youssef Wayne Hvidtfeldt indtager rollen som Tobias, mens Julie Ølgaard også kan findes foran kameraet i rollen som Katrine. Det er dog Rønholt, der indtager den altoverskyggende hovedrolle i en præstation, som vi ikke har set hende i før. Det fortæller Ølgaard til kino.dk:

- Det er en helt anden rolle, end man er vant til at se Neel i. Jeg tror aldrig, man har set hende i denne her rolle før. Det er en meget mere sexet Neel, en moden Neel, en handlekraftig Neel. Esben og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var hende, der skulle spille Clara. 

Instruktørduoens tidligere film 'Englemageren' har haft et stort liv på streaming efter biografpremieren, og thrilleren ligger lige nu i Top 10 over mest sete film på Netflix i Danmark. Julie Ølgaard forklarer, at hun håber at hæve niveauet endnu mere med 'Dobbeltspil'.

- Det har været helt overvældende og fuldstændig fantastisk [at opleve reaktionerne fra 'Englemageren', red.]. Folk har deres egen fortolkning og ser den flere gange, det er det største kompliment, man overhovedet kan få. Det er jeg sindssygt stolt af. Også fordi vi nu tager alt det, vi lærte på 'Englemageren' og bruger på 'Dobbeltspil'. Og den bliver bare, håber og tror jeg, endnu bedre. 

- Jeg er virkelig fascineret af det menneskelige sind. Hvor 'Englemageren' var mere dyster, kan man måske sige, at 'Dobbeltspil' er mere mainstream. Denne her handler mere om det menneskelige sind og de løgne, vi alle sammen fortæller, og som virker så uskyldige, men som kan ende meget, meget slemt.

'Dobbeltspil' beskrives som et moderne thrillerdrama, der byder på spænding, sex, intriger og farlige plottwists med manuskript af Christian Gamst Miller-Harris. Optagelserne er netop startet i København og Odsherred, og rollelisten byder desuden på Ellen Hillingsø, Peter Gantzler og Jesper Zuschlag

Dobbeltspil
Julie R. Ølgaard, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Neel Rønholt, Ellen Hillingsø, Peter Gantzler (© Per Arnesen)

Neel Rønholt har tidligere i år medvirket i biografhittet Under stjernerne på himlen, mens den danske stjerne også kan opleves i bl.a. serierne 'Sygeplejeskolen' og 'Orkesteret', hvor sidstnævnte sikrede hende en Robert-nominering.

Youssef Wayne Hvidtfeldt fik sit store gennembrud i DR-serien 'Huset', mens Julie R. Ølgaard er kendt fra sine skuespillerroller i bl.a. 'Heathunterne', 'Dig og mig' samt 'Forbrydelsen'. Ølgaard er nu tilbage som instruktør for anden gang sammen med Esben Tønnesen, der også har stået bag afsnit af 'Perfekte steder' og 'Sjit Happens'.

Ølgaard fortæller, at hun med 'Dobbeltspil' har ambitionen om at forkæle publikum.

- Jeg glæder mig til at lave en dansk film, hvor jeg virkelig håber og tror på, at publikum vil føle, at de er blevet forkælet. Vi har kredset sindssygt meget om alle detaljerne. Production value er helt vildt høj. Det hele er lækkert. Og så spiller de alle sammen helt fantastisk. Vi har virkelig gjort os umage.

'Dobbeltspil' får biografpremiere i 2026.

Nyeste film i biografen