Scorsese-producer står bag film om dansk cremekonge

Den 74-årige danske kosmetiker Ole Henriksen er kendt for sin flamboyante fremtræden og som ”cremekongen” pga. sin succesfulde hudplejeforretning. Nu bliver hans liv skildret i en biografisk film, der er blevet annonceret ved en begivenhed i Cannes.
Ole Henriksen, der er født i Nibe i Danmark, har boet adskillige år i udlandet og driver en spaforretning i Los Angeles, der er den yndede hudplejeklinik for et utal af Hollywood-kendisser.
Samtidig er han velkendt forkæmper for LGBTQ+-rettigheder, og han har talt åbent om et tidligere voldspræget forhold, der fandt sted, før han mødte sin nuværende ægtefælle, Laurence Roberts.
Alle, der kender til Ole Henriksen, ved også, at han mildest talt er karismatisk og sin helt egen. Derfor er det første spørgsmål, der trænger sig på, hvem der mon kan løfte opgaven med at spille ham i en biografisk film?
Det spørgsmål stillede vi filmens danske producer og stifter af filmselskabet No Fat Ego, Niels Juul. Han har sine meritter hos en af de allerstørste i filmbranchen, nemlig Martin Scorsese, hvor Juul var executive producer på The Irishman, Killers of the Flower Moon og Silence.
- Det er et meget svært spørgsmål. Men vi er i den heldige situation, at vi rammer Ole i en alder af 60. Og hele filmen finder for det meste sted i Nibe og ikke Los Angeles, hvor Ole får nøglen til Nibe af borgmesteren. Derfor skulle vi ikke ud og have fat i en Timothée Chalamet. Vi ved, hvem der skal spille Ole allerede, men det kan jeg ikke snakke om. Men det er en amerikansk skuespiller, der også kan tale dansk.

Hvad med resten af castet? Er det dansk?
- Nej, for hovedpersonerne i filmen er faktisk to amerikanere, der kommer til Nibe, som er Broadway-producere, og det er pisseskægt. Fordi de tænker: Hvem fanden er ham Ole der, og hvad er det for noget. Det er der, James (Wyllie, manuskriptforfatteren, red) og jeg har siddet i tre måneder og tænkt: Hvordan gør vi det sjovt?
Netop sjov og festlig er nøgleordet, når det kommer til den nye Ole Henriksen-film. Lige i hans egen ånd. Som Niels Juul fortæller:
- Ole hænger ud med Mads Mikkelsen og Madonna. Jeg går hjem kl. 22. Han er god til fester, men her er en historie om en, som mange tror, er en hoppende klovn, men som i virkeligheden er ydmyg og har gjort mere for LGBTQ+-rettighederne, end han nogensinde vil tage æren for.
Ole Henriksen, der selv var med ved eventet i Cannes, supplerer med henvisning til Niels Juuls imponerende cv:
- Filmen er ikke et stort Martin Scorsese-drama. Det er en opløftende fortælling.
Filmens manuskriptforfatter, James Wyllie, der har stået bag tv-dramaer som 'The Bill', 'The Tribe' og 'Atlantis High', har fået opgaven at skrive filmen om Ole Henriksens liv. Han fortalte ved præsentationen i Cannes, at tilgangen ikke ville være en kronologisk gennemgang, men en musikalsk fortælling:
- Det er ikke en musical i konventionel forstand, hvor folk bryder ud i sang. Til gengæld vil den handle om dans, fordi Ole startede som danser. Han har haft et svært liv, og han har mødt meget modgang, men han har altid været positiv. Du vil gå ud af biografen og føle, at du har tilbragt to timer med Ole.
Når nulevende personer skal skildres på film, er der altid en frygt for, at det enten bliver meget kontroversielt, eller næsten for pænt, fordi vedkommende ikke vil udstille sig selv, hvis der skal gives grønt lys til projektet. Den udfordring synes ikke at blive et problem for den nye film.

Som Ole Henriksen siger:
- Jeg er en åben bog og har ingen hemmeligheder. Jeg sprang ud tidligt og har været ærlig omkring det siden.
James Wyllie understreger pointen:
- Ole har sagt: Gør, hvad I føler er bedst. Han har ikke sagt, at I skal have det og det med.
Ole Henriksens kunder og omgangskreds i spaklinikken er legendarisk, og derfor bliver det spændende, om nogle af stjernerne vil gæsteoptræde som dem selv. Ole selv har en helt særlig person, han håber på, kommer med:
- Jeg håber, at vi kan få nogle kendte ansigter med i filmen. Allermest håber jeg på Sylvester Stallone.
Hvortil Niels Juul svarer:
- Det må du ikke sige. Du har lige kostet mig tre millioner dollars…
Filmen om Ole Henriksen skal finde købere i Cannes, så det er endnu uvist, hvornår den får premiere, ligesom titel, instruktør og skuespillere endnu er ukendte.