Se de første dystre billeder fra 'Nattevagten 2': Det her ser ondt ud!

Nye og gamle ansigter mødes i fortsættelsen
Billede
(© Foto: Rolf Konow - Nattevagten / Thura Film)

29 år efter Nattevagten fra 1994 vender Ole Bornedal tilbage til universet med Nattevagten - dæmoner går i arv. Nu er de to første og dystre billeder blevet offentliggjort.

Se billederne nederst i artiklen.

Det første billede viser Fanny Leander Bornedal i rollen som Emma med en trukket pistol, og Nikolaj Coster-Waldau som hendes far Martin, nattevagten fra den første film.

På det andet stemningsfulde billeder finder man igen Emma, der er på besøg i Wörmers (Ulf Pilgaard) isolationscelle.

 

LÆS OGSÅ: Top 10 - Nikolaj Coster-Waldaus bedste roller

Udover Fanny Leander Bornedal (Skyggen i mit øje og 'Carmen Curlers') som nyt ansigt i universet, finder man også Paprika Steen som politikvinden Kramer, der er i gang med efterforskningen af en række nye brutale mord.

Endvidere tæller rollelisten bl.a. også nye navne i Nattevagten-regi som Sonja Richter som politipsykologen Gunver, Alex Høgh Andersen er Emmas loyale kæreste Frederik, mens Nina Rask er Emmas gode veninde Maria.

Øvrige nye ansigter inkluderer bl.a. også Christopher Læssø, Casper Kjær Jensen og Vibeke Hastrup med mange flere.

 

LÆS OGSÅ: Ole Bornedal afslører den nye hovedrolle i 'Nattevagten 2'

Nikolaj Coster-Waldau er som sagt tilbage som Martin, Kim Bodnia gentager sin rolle fra den første film som Jens og så portrætteres Wörmer atter af Ulf Pilgaard.

Ole Bornedal har både skrevet og instrueret 'Nattevagten - dæmoner går i arv', som han også gjorde det med den originale 'Nattevagten' samt den amerikanske genindspilning fra 1997: Nightwatch.

I fortsættelsen er begivenhederne her små 30 år senere ikke glemt. Martins datter Emma tager nu jobbet som nattevagt, hvor hendes far også indfandt sig de mange år forinden. Snart sættes en kæde af skæbnesvangre begivenheder dog i gang - og et blodigt hævntogt venter forude.

'Nattevagten - dæmoner går i arv' har biografpremiere den 25. december 2023.

Foto: Christian Geisnæs


Foto: Christian Geisnæs