Se første trailer: Brad Pitt er tilbage i Oscar-vindende rolle

David Fincher instruerer
Once Upon a Time... in Hollywood
(© Sony Pictures / Once Upon a Time... in Hollywood)

Syv år efter, at Quentin Tarantinos storfilm Once Upon a time... in Hollywood fik premiere, får vi nu en efterfølger.

Filmen hedder The Adventures of Cliff Booth, og som titlen afslører, så er det karakteren Cliff Booth spillet af Brad Pitt, som er tilbage og i centrum.

Quentin Tarantino har skrevet manuskriptet, mens selveste David Fincher har overtaget instruktørposten. Fincher har tidligere haft flere frugtbare samarbejder med Pitt, herunder bl.a. Seven og Fight Club.

Nu er den første, overraskende teaser-trailer til 'The Adventures of Cliff Booth' landet. 

Se traileren nederst i artiklen.

Rollen som stuntmanden Cliff Booth sikrede Brad Pitt karrierens første og indtil videre eneste skuespiller-Oscar, da han vandt for Bedste birolle i 2020.

Teaser-traileren giver os ikke det store indtryk af, hvad handlingen er i 'The Adventures of Cliff Booth', men giver os i højere grad et stemningsindtryk af 70'ernes Hollywood. Den nye film vil efter sigende følge Booth i rollen som såkaldt Hollywood-fixer, som altså løser diverse problemer for kendisser i filmbyen.

Rollelisten tæller udover Pitt, bl.a. Elizabeth Debicki, Yahya Abdul-Mateen II, Carla Gugino, Holt McCallany og JB Tadena. Leonardo DiCaprio, der indtog hovedrollen i 'Once Upon a Time... in Hollywood' forventes ikke at vende tilbage. Det gør Timothy Olyphant derimod. Han indtog rollen som skuespilleren James Stacy i første film.

'The Adventures of Cliff Booth' får premiere på Netflix i løbet af 2026.

Se første teaser-trailer herunder:

Nyeste film i biografen