Se første trailer: Mads Mikkelsen er tilbage i ny dansk storfilm af episke dimensioner

Historisk fejde i 'Bastarden'
Bastarden
(© Bastarden / Henrik Ohsten)

Nikolaj Arcels nye danske film Bastarden er allerede en succes, inden den har haft premiere. Udtagelser til anerkendte festivaler i Toronto, San Sebastian og Venedig har kastet stor opmærksomhed af sig, og nu er den første trailer udkommet.

Traileren viser et Danmark i 1755, en brutal tid med ækle adelige, tortur og nedtrynede arbejdsfolk.

Mads Mikkelsen har rollen som den fattige soldat Ludvig Kahlen, der ankommer til den golde jyske hede med et eneste mål; at følge kongens kald om at opdyrke jorden og derved selv opnå rigdom og ære. Men Kahlen får hurtigt en fjende. 

Den nådesløse godsejer, Frederik de Schinkel, som er enehersker på egnen, mener at heden tilhører ham og ikke kongen. Da de Schinkels fæstebonde stikker af sammen med sin hustru Ann Barbara og søger tilflugt hos Kahlen, sætter godsejeren alt ind for at drive Kahlen væk og samtidig få en grusom hævn. 

Kahlen bøjer sig ikke, men tager stædigt den ulige kamp op og risikerer nu både sit liv, men også båndet til den lille umage familie, som er opstået omkring ham på heden.

Udover Mads Mikkelsen spiller Amanda Collin, Simon Bennebjerg, Melina Hagberg, Kristine Kujath Thorp, Gustav Lindh, Morten Hee Andersen og Jacob Lohmann med i filmen, der er instrueret af Nikolaj Arcel. 

Instruktøren stod også bag En kongelig affære, der ligeledes havde Mikkelsen i hovedrollen.

'Bastarden' får dansk biografpremiere den 5. oktober.

Anbefalet til dig