Se traileren: Robbie Williams er dansende chimpanse i ny musikfilm om popstjernens liv
Da vi første gang hørte om, at der var en biografisk film om popstjernen Robbie Williams på vej, spilede vi øjnene op. Det var nemlig ikke bare en almindelig biografi: Williams skulle spilles af en chimpanse!
Indtil videre har vi set både plakat og en kort trailer til musikfilmen Better Man, og nu er hovedtraileren endelig udkommet.
Se traileren nederst i artiklen.
Til jul kan publikum altså opleve Robbie Williams, som musikeren altid har set sig selv - som en dansende chimpanse fanget i rampelyset.
Som den rigtige Robbie Williams understreger i starten af traileren, er han ikke bare verdens største popstjerne – han har samtidig altid følt sig lidt underudviklet… som en trænet abe.
'Better Man' følger Robbies rejse fra barndommen til at være det yngste medlem af det storhittende boyband Take That, og igennem hans enestående bedrifter som rekordslående soloartist – alt imens han må konfrontere de udfordringer, som stratosfærisk berømmelse og succes kan medføre.
Filmen bygger på den sande historie om Robbie Williams, hans stormende fremgang, dramatiske nedgang og bemærkelsesværdige genopstanden gennem hans liv og karriere.
Instruktøren Michael Gracey har tidligere skabt musikalsk underholdning i The Greatest Showman med Hugh Jackman. Den nye film bliver fortalt fra Williams' perspektiv og indkapsler hans karakteristiske, vittige og ukuelige ånd.
Selvfølgelig kan vi forvente en stribe hits fra den britiske sanger, der bl.a. står bag 'She's the One', 'Let Me Entertain You' og 'Angels'.
Jonno Davies spiller Robbie Williams, men det er Robbie Williams selv, der fremfører sine legendariske sange og fungerer som filmens fortællerstemme. Desuden medvirker skuespillere som Steve Pemberton, Damon Herriman, Raechelle Banno, Alison Steadman, Kate Mulvaney, Frazer Hadfield, Tom Budge og Anthony Hayes.