Se videoen: Endnu en Hollywood-stjerne er i Danmark
Det er snart ikke til at gå 10 meter i den danske hovedstad uden at støde ind i en stor international superstjerne.
Bare denne sommer er Reese Witherspoon, Frances McDormand, Ethan Coen og The Bear-stjernen Jeremy Allen White blevet spottet i Københavns gader. Nu er der igen blevet drysset stjernestøv ud over byen, da selveste Matt Damon tilfældigvis gik forbi en journalist fra Ekstra Bladet på Strøget i går.
Verdensstjernen nåede i samme ombæring at få svaret på et par spørgsmål om hans besøg, hvortil han fortalte, at han er på ferie for at besøge nogle venner i et par dage.
Da han blev spurgt om, hvad han skulle have tiden til at gå med, sagde han meget kort:
- Jeg vil se alt det, jeg kan.
Mens mange danskere søger sydpå for at komme væk fra det mildest talt ustadige vejr, er Danmark tilsyneladende blevet en af Hollywood-stjernernes foretrukne turistdestinationer.
Forleden sagde Ryan Reynolds, der i næste uge er aktuel i superheltekomedien Deadpool & Wolverine, til en pressekonference, at han har været i København mange, mange gange, og det er et smukt sted. Danmark blev samtaleemne, fordi Reynolds har en joke med i netop 'Deadpool & Wolverine' om Danmark. Læs mere om det her.
Matt Damon, der er kendt fra et utal af storfilm fra Saving Private Ryan til Good Will Hunting til Oppenheimer, er næste gang aktuel i actionkomedien 'The Instigators', der udgives på Apple TV+ den 9. august.
Se videoen med Matt Damon på Strøget herunder: