Kill Jackie
Foto: Fremantle and Steel Springs Pictures 2026

Sidse Babett Knudsen er russisk lejemorder i ny Hollywood-komedieserie: "Det er sværere end drama"

‘Kill Jackie’ kan ses på HBO Max

Skuespillerstjernen Sidse Babett Knudsen dominerer de danske biografer for tiden med spændingsdramaet Dobbeltfejl, der får ros af både anmeldere og publikum.

Nu kan vi samtidig opleve Babett Knudsen i en helt anden rolle og genre. Danskeren er nemlig aktuel over for Catherine Zeta-Jones i Hollywood-serien Kill Jackie, der netop har fået premiere på HBO Max.

‘Kill Jackie’ er spækket med både action og i høj grad komedie, hvilket er en af grundene til, at serien tiltrak Sidse Babett Knudsen i første omgang. Det fortæller hun, da vi mødte hende over en forbindelse fra Bilbao.

- Det er nogen af de samme, som har lavet ’Killing Eve’, som jeg virkelig synes er superunderholdende, og som jeg har nydt at se.

- Jeg ser enormt meget komedie selv helt personligt. Og der må man jo bare erkende: Jeg er dansker, og der er nogle ting, jeg ikke får lov til at være med i.

- Jeg havde egentligt ikke regnet med, at jeg kunne få lov til at prøve at være med i noget action-komedie på engelsk, fortæller skuespilleren.

Se vores fulde videointerview med Sidse Babett Knudsen her eller læs videre længere nede.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.

Babett Knudsen spiller karakteren Karenina, der er én af syv lejemordere på jagt efter den tidligere narkosmugler Jackie Price (Zeta-Jones).

- Hun er en russisk lejemorder, men vi viger ret langt fra klichéen ved at hun er så frustreret med sin placering i hierarkiet.

- Det er simpelthen, som at lege ’The Office’. Jeg er så superfrustreret over, at jeg synes, jeg skal op i graderne, og chefen hører ikke efter, hvad jeg siger.

De seneste år har vi primært set Sidse Babett Knudsen i drama-genren med film som Vogter, Undtagelsen, Kød & blod samt 13 dage, 13 nætter, dog med undtagelse af et afsnit i Nikolaj Lie Kaas’ komedie-serie ‘Agent’, hvor hun i 2023 igen fik lov til at flekse sine komedie-muskler i rollen som sig selv.

Danskeren fortæller, at hun finder de komiske præstationer sværere.

- For mig er det sværere [at spille komedie, red.] end drama.

- Med en dramatisk rolle tager du udgangspunkt i manuskriptet, og så kan du fulde på med indre billeder, og hvad du ser. Men komedie er det så meget situationen og tonen i rummet, hvordan de andre spiller, hvad det er for en form for humor, der gør sig gældende.

Faktisk ender den danske skuespiller med at sammenligne Kill Jackie-skaber og -instruktør Damon Thomas, der har to Emmy-nomineringer bag sig, med førnævnte Lie Kaas.

- Instruktøren var faktisk lidt ligesom Nikolaj Lie Kaas. Nikolaj viser med sin måde at være på, hvilken tone og hvordan humoren er her. Alle der kommer ind i den serie ved, hvor humoren ligger, på grund af Nikolaj. Og på samme måde var det også her på grund af Damon. Den måde han joker på og den måde, hans energi er på.

Kill Jackie
'Kill Jackie', Foto: © Fremantle and Steel Springs Pictures 2026

“Så kom den lille, åndssvage orange paryk frem”

Lejemorderen Karenina skulle udover sin mindeværdige accent også have et karakterisk look, og Sidse Babett Knudsen bad fra starten om at få en paryk.

Det endelig resultat kan ses på billedet herover, men der blev prøvet mange parykker, inden de nåede frem til en, der repræsentede måden, Babett Knudsen ser sin karakter på.

- Vi startede med rigtig mange lyshårede parykker, og så kom den der lille, åndssvage orange paryk frem. Og jeg blev forelsket, fordi jeg synes, jeg ligner en på 5 år, der klipper mit eget hår.

- Jeg betragter hende som et meget gammelt børnehavebarn, som ikke er blevet hentet. Og så kan jeg bare godt lide det ar. Jeg prøver altid at få et ar ind, hvis jeg kan få det.

killjackiee
Catherine Zeta-Jones i 'Kill Jackie', Foto: Fremantle and Steel Springs Pictures © Unai Mateo

“Okay, der er Birgitte Nyborg”

Catherine Zeta-Jones var en af verdens mest kendte filmstjerner i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor hun medvirkede i flere Hollywood-klassikere og i 2002 tog Oscar-statuetten med hjem for sin birolle i Chicago.

I dag er det næsten 10 år siden, vi sidst så hende i en hovedrolle. Nu er Hollywood-stjernen så tilbage som Jackie Price i den aktuelle HBO-serie, og Babett Knudsen var begejstret for samarbejdet.

- Catherine Zeta-Jones som skuespiller var bare virkelig fed at arbejde sammen med. Hun er meget rolig og nede på jorden. Og nem at snakke med og virkelig behagelig.

‘Kill Jackie’ tager skuespillerne med rundt i hele Europa, og meget af serien foregår i Balbao i det nordvestlige Spanien. Derfor foretog danskeren vores interview fra den spanske by, hvor der også havde været en pressekonference med flere lokale politikere.

Her blev det tydeligt, at det stadig er Sidse Babett Knudsens hovedrolle som Birgitte Nyborg i seriehittet ‘Borgen’, som mange kender hende fra.

- Bilbao spiller en stor rolle i serien. Det er takket været borgmesteren, og der sidder en masse politiske personer med til denne her pressekonference, som er sådan helt: ”Okay, der er Birgitte Nyborg.” Det var virkelig sjovt. De kunne godt se, at der var en kollega der.

Alle otte afsnit af ‘Kill Jackie’ kan ses på HBO Max nu.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: