
Slår ny rekord: Netflix afslører de 20 mest sete film og serier i 2026
Kastanjemandens seertal er samtidig blevet offentliggjort
Netflix har nu afsløret, hvilke film og serier der har været de mest populære på streamingtjenesten i første halvdel af 2026.
Tallene stammer fra den seneste udgave af Netflix’ såkaldte What We Watched-rapport, der dækker perioden fra januar til og med juni. Her streamede abonnenterne tilsammen mere end 97 milliarder timer – det højeste antal, siden Netflix begyndte at offentliggøre halvårsrapporter om seeradfærden.
Mens velkendte mastodonter som ‘Bridgerton’ og ‘Stranger Things’ fortsat tiltrækker enorme publikumsmængder, er det en helt ny serie, der indtager førstepladsen.
Mysteriethrilleren ‘His & Hers’ med Tessa Thompson og Jon Bernthal blev nemlig årets hidtil mest sete serie med 104 millioner visninger. Dermed sniger den sig lige akkurat foran fjerde sæson af ‘Bridgerton’, der nåede 100 millioner.
Premieren på den nye sæson satte samtidig gang i et større gensyn med resten af det romantiske univers. Ifølge Netflix blev seertallet for samtlige tidligere sæsoner næsten tredoblet sammenlignet med sidste halvdel af 2025. Samlet opnåede Bridgerton-universet omkring 180 millioner visninger i årets første seks måneder.
På tredjepladsen finder man Harlan Coben-filmatiseringen ‘I Will Find You’, der nåede imponerende 64 millioner visninger på mindre end en måned. Den femtepladsindehavende ‘Run Away’ er ligeledes baseret på en roman af den populære krimiforfatter.
Finalesæsonen af ‘Stranger Things’ lander imellem de to på fjerdepladsen med 56 millioner visninger i perioden.
De 10 mest sete serier på Netflix i første halvdel af 2026:
- His & Hers – 104 millioner visninger
- Bridgerton – sæson 4 – 100 millioner
- I Will Find You – 64 millioner
- Stranger Things – sæson 5 – 56 millioner
- Run Away – 50 millioner
- Teach You a Lesson – 48 millioner
- ONE PIECE – sæson 2 – 47 millioner
- Man on Fire – sæson 1 – 40 millioner
- Ms. Rachel – sæson 1 – 37 millioner
- The Night Agent – sæson 3 – 36 millioner
Fem af listens ti serier havde premiere i første halvdel af året. Det gælder blandt andet den sydkoreanske ‘Teach You a Lesson’, der nåede 48 millioner visninger på mindre end en måned.

På filmsiden sidder actiongenren tungt på tronen.
Årets hidtil største Netflix-film er ‘War Machine’, der er blevet set hele 147 millioner gange. Herefter følger Matt Damon og Ben Afflecks actionfilm ‘The Rip’ med 136 millioner visninger.
Actionfilmene ‘Apex’ og ‘Thrash’ indtager henholdsvis femte- og sjettepladsen, mens dokumentarfilmen ‘The Crash’, Peaky Blinders-fortsættelsen ‘The Immortal Man’ og den romantiske komedie ‘Office Romance’ også har fundet vej til top 10.
Animationsfilm fortsætter samtidig med at være blandt Netflix’ sikreste kort. Den nye film ‘Swapped’ har samlet 131 millioner visninger og er ifølge streamingtjenesten på vej til at blive dens næstmest sete originale animationsfilm nogensinde.
Den bliver kun overgået af megahittet ‘KPop Demon Hunters’, der trods en premiere mere end et år tidligere stadig blev set 130 millioner gange i løbet af perioden.
De 10 mest sete film på Netflix i første halvdel af 2026:
- War Machine – 147 millioner visninger
- The Rip – 136 millioner
- Swapped – 131 millioner
- KPop Demon Hunters – 130 millioner
- Apex – 129 millioner
- Thrash – 100 millioner
- People We Meet on Vacation – 78 millioner
- The Crash – 65 millioner
- Peaky Blinders: The Immortal Man – 64 millioner
- Office Romance – 58 millioner

Rapporten afslører samtidig, at ikke-engelsksprogede produktioner nu udgør mere end en tredjedel af al streaming på Netflix.
Særligt Sydkorea står fortsat stærkt, mens også produktioner fra blandt andet Spanien, Indien, Japan og Sydafrika har tiltrukket store internationale publikumstal.
Danmark er også repræsenteret i rapporten. Anden sæson af ‘Kastanjemanden’ nåede 11 millioner visninger globalt i årets første seks måneder.