Spider-Man-filmene rangeret fra værst til bedst

Hvilken film er din nummer 1?
Spider-Man: Into the Spider-Verse
(© Spider-Man: Into the Spider-Verse (UIP))

Artiklen er første gang udgivet den 17. oktober 2020 og opdateret den 15. december 2022.

Tom Holland er biografaktuel i sin tredje solofilm som Edderkoppen med Spider-Man: No Way Home, der har biografpremiere den 16. december.

Find dine billetter til 'Spider-Man: No Way Home' her:

Det er dog ikke kun Tom Holland, der har iklædt sig den rød-blå dragt. Bl.a. spillede Tobey Maguire Peter Parker for første gang i 2002, mens Andrew Garfield kunne ses som spindelvævshelten i 'Amazing Spider-Man' fra 2012.


Man finder altså en god række solofilm med superhelten, men hvilken er egentlig bedst? Vi rangerer derfor nu Spider-Man-filmene fra 2002 til 2019 fra værst til bedst.*

Er du mon enig i vores rangering? Stem på din favoritfilm nederst i artiklen.


8. Spider-Man 3 (2007)
Hvad der ellers startede så godt med Sam Raimis to Spider-Man-film i 2002 og 2004 endte helt til rotterne med film nummer tre. Tobey Maguire er for tredje gang Peter Parker i en film, der kort fortalt er en både kedelig og ufrivillig komisk rodebutik.

Præmissen er ellers interessant. For ligesom Peter synes at have fundet balancen mellem at være superhelt og blot Peter, forvandler hans blå-røde dragt sig til sort. Det afstedkommer nye forførende kræfter, der åbner op for heltens mørke side, hans vrede og hævngerrighed.

Men hvem er egentlig denne sorte Spider-Man? Man finder også (andre) skurke på spil, bl.a. Sandman og Green Goblin Jr. Men lige lidt hjælper det på en film, der bl.a. slet ikke kan bære en spilletid på 2 timer og 19 minutter. På plussiden fik vi i det mindst en brugbar gif. Ja, den der Peter Parker-dans. Gisp!



7. Amazing Spider-Man 2 (2014)
For anden gang finder man Andrew Garfield som Spider-Man. Desværre i en film, der ikke er særligt medrivende vellykket. Peter er ellers nu blevet klogere på sine super-evner og fortid, men freden varer ikke længe. For bl.a. synes firmaet Oscorp ikke just at have rent mel i posen, mens medarbejderen Max Dillon forvandles til superskurken Electro!

Udover en måske lige voksen nok Garfield som netsvingeren finder men også Emma Stone tilbage som Gwen Stacy, mens nye ansigter ses i form af bl.a. Jamie Foxx som netop Electro og Dane DeHaan som Harry Osborn. Filmen begår nogle af de samme fejl som 'Spider-Man 3', nemlig at ville for meget med for mange skurke, så det hele ender ret ufokuseret.

Og ja, hvad husker du egentlig fra filmen? Altså udover en karikeret Electro, der blev overspillet af en gakket Jamie Foxx? Nej vel. Ikke det store. Det er bl.a. netop en af filmens helt store problemer. Nemlig at den er forglemmelig.

Jamie Foxx står i øvrigt til at gøre comeback som netop Electro i den kommende Spider-Man 3.




6. Amazing Spider-Man (2012)
10 år efter, at Tobey Maguire debuterede som den smånørdede superhelt, indtog Andrew Garfield den ikoniske rolle. Her med en Peter Parker, som er lidt af en outsider på sin high school og det med nok af teenage-problemer. Bl.a. forsøger han at få det til at fungere med kæresten Gwen Stacy.

Det er dog ikke kun kæresteproblemer, Peter kæmper med. Han begynder nemlig at sætte spørgsmålstegn ved sine forældres død, hvilket fører ham til virksomheden Oscorp og sin fars tidligere kollega Dr. Curt Connors, der viser sig at gemme på en dyrisk hemmelighed.

Vi får også her historien om Peter, der bliver bidt af en genmodificeret edderkop, som forvandler ham til Spider-Man. Det er ikke fordi, at filmen er en katastrofe. Den er bare ikke videre mindeværdig, mens action-scenerne desværre ofte fortabes i mindre medrivende CGI-bulder og brag.




5. Spider-Man: Far From Home (2019)
For anden gang i spillefilms-regi indtager Tom Holland rollen som Spider-Man. Han har virkelig fornemt taget rollen til sig som både den nørdede og drengede teenager samt ikke mindst en troværdig kæk Spider-Man. Denne gang med en vildt modificeret og kampklar dragt.

Filmen tager udgangspunkt i begivenhederne efter Avengers: Endgame, hvor Peter er på skoleekskursion i Europa. Han kontaktes imidlertid af Nick Fury, der står klar med en opgave, som kræver et samarbejde med Quentin Beck aka Mysterio. En kriger fra en anden dimension. Mystiske fjender lurer dog i kulissen i form af de mægtige Elementals.

Filmen er ikke helt på højde med den første med Holland. Men den leverer bl.a. altså en virkelig vellykket inkarnation af Spider-Man, mens også Jake Gyllanhaal er karismatisk tvetydig som Mysterio. Endvidere er der også ret så medrivende action, bl.a. en måske ikke videre troværdig busscene med skydegale droner i hælene, men underholdende er det. 




4. Spider-Man (2002)
Inden vi rammer den eftertragtede top 3, skal vi atter omkring Maguires Spider-Man med filmen, der sparkede hans karriere som netsvingeren i gang. En vellykket debut, bl.a. med en fint fortalt oprindelseshistorie, der fornemt forener humor med alvor.

Ja, Peter bides af den obligatoriske edderkop, som giver ham superkræfter. Spider-Man er født. Peter beslutter sig efter en tragisk begivenhed nu for at bruge sine kræfter til at bekæmpe forbrydelser og uretfærdighed - det efter sin onkels vise ord: Med stor styrke følger et stort ansvar.

Man finder bl.a. også en skøn skurk i skikkelse af en ondt grinende Willem Dafoe som Green Goblin, mens hans søn, Norman Osborn, spilles med fin smerte af James Franco. Med andre ord lykkedes instruktør Sam Raimi på medrivende vis at sætte sin godt fortalte historie i scene, der på engagerende vis får modspil af en herlig superskurk. 




3. Spider-Man: Homecoming (2017)
Marvels ofte pointerede svaghed er skurkene. Det er dog ikke tilfældet i denne første spillefilm med Tom Holland i titelrollen. For ind på scenen træder en veloplagt Michael Keaton som den bevingede Vulture. En absolut værdig modstander til vores helt.

Historien fortsætter, hvor Captain America: Civil War slap. Peter er først lige ved at lære sine nye kræfter at kende. I rollen som Spider-Man er han sulten efter at komme i aktion igen, hvorfor han forsøger at bevise sit værd som helt. Han kommer dog på dybt vand, da han får lagt sig ud med nogle forbrydere og deres leder Vulture, der handler med højteknologiske våben.

Holland træder her endnu mere i karakter som super-edderkoppen, end han allerede har gjort i flok med rækken af Avengers. En på flere måder virkelig vellykket film, der altså bl.a. veloplagt forener Spider-Mans kækhed med en reel følelse af fare. 




2. Spider-Man: Into the Spider-Verse (2018)
Ind fra højre kom denne vidunderligt animerede Spider-Man svingende. Eller Spider-Men i flertal. For det er det såkaldte Spider-Verse, man her får leveret medrivende og flot udfoldet. Det er altså ikke kun en, men hele fem øvrige edderkoppe-helte, man her møder. Bl.a. en aldrende Peter Parker, grisen Spider-Ham og andre alternative versioner af Spider-Man.

Filmen fokuserer dog på teenageren Miles Morales, som prøver at finde sin vej i tilværelsen, da han bliver bidt af en radioaktiv edderkop, der som bekendt forvandler ham til Spider-Man. Snart får han brug for sin nye helte-identitet, da en superskurk vil udslette den virkelighed, vi kender.

’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ er ikke alene en af nyere tids mest underholdende animationsfilm, men også en af de absolut bedste Spider-Man-film, hvilket sikrer den en flot andenplads. Animeret med original flair og respekt for tegneseriernes streger og ikke mindst med den velkendte blanding af sjov og ballade samt ægte trusler. Og så kommer man formentlig til at knibe en tåre undervejs.




1. Spider-Man 2 (2004)
En overraskende førsteplads? Måske ikke. For ’Spider-Man 2’ er i vores optik den ultimative film om Spider-Man. Der er her gået to år siden første film, hvor vores venlige Peter Parker kæmper med sit dobbeltliv som superhelt og almindelig teenager.

Ind på scenen træder imidlertid den magtfulde Doc Ock. En af listens mest mindeværdige skurke - hvis ikke den mest mindeværdige? - indtaget med autoritet og frygtindgydende udstråling af Alfred Molina. Vi elsker bl.a. en heftig togscene, hvor de to går i kamp. Medrivende som bare pokker!

I denne ombæring er der - modsat den første film med Maguire - skruet mere op for en vellykket dramatisk alvor, det uden at gå på kompromis med universets indbyggede lethed og humor samt underholdningsværdi. En alvor, der ikke desto mindre klæder historien og karaktergalleriet i det hele taget. En film vi kan se igen og igen.

 

[poll:1522763]

* Vi har valgt kun at tage Spider-Man-film med biografpremiere med og kun "hovedfilm" i serierne (altså ingen Avengers eller store birolleoptrædener).