vinterberg-forside.jpg
Foto: kino.dk

Thomas Vinterberg skal lave Netflix-serie med Hollywood-stjerne

Kino.dk
Publiceret:
Følg os:

De to Oscar-vindere slår pjalterne sammen

Den danske Oscar-vindende instruktør bag bl.a. ‘Druk’ og ‘Jagten’, Thomas Vinterberg, slår sig sammen med Hollywood-stjernen Gwyneth Paltrow med en ny serie, som allerede er blevet bestilt til mindst to sæsoner af Netflix.

Dramaserien, der produceres af A24 og får titlen ’The Apology’, har den Oscar-vindende Marvel-stjerne i rollen Evelyn Amspoker, hvis søn blev myrdet 18 år før seriens begyndelse.

Da hende og hendes mand finder ud af, at morderen muligvis kan få nedsat sin straf, overvejer de at tage sagen i egen hånd, fremgår det af seriens officielle beskrivelse.

Serien er skabt af Joe Murtagh, der tidligere har stået bag 'The Woman in the Wall', og Thomas Vinterberg selv.

Vinterbergs seneste færdiggjorte instruktørprojekt er den danske dramaserie 'Familier som vores' fra 2024, der forestiller sig et Danmark, som må evakueres på grund af stigende vandstande. Serien markerede samtidig den Oscar-vindende instruktørs debut som tv-instruktør.

Siden har Vinterberg kastet sig over flere internationale serieprojekter. Han står bl.a. bag den kommende Netflix-serie 'Kennedy' med Michael Fassbender i hovedrollen, mens han også arbejder på en engelsksproget serieudgave af Astrid Lindgrens 'Brødrene Løvehjerte'. Sidstnævnte er fortsat under udvikling, og det er endnu uvist, hvornår serien bliver en realitet.

Billede fra 'Marty Supreme'

Gwyneth Paltrow, der er kendt fra film som 'Shakespeare in Love', ’Seven’, 'Iron Man' og 'Marty Supreme', har tidligere medvirket i fem afsnit af 'Glee' og haft en birolle i Ryan Murphys Netflix-serie 'The Politician'. Det her bliver dog første gang, at hun står i spidsen for en tv-serie.

Annonceringen af projektet kommer samtidig med en større omstrukturering hos Netflix. Streamingtjenestens indholdschef Bela Bajaria er blevet afskediget og erstattet af Peter Rice, mens filmchefen Dan Lin også har forladt selskabet. Samtidig er Netflix i gang med at afskedige omkring 1.000 medarbejdere.

Der er endnu ikke offentliggjort nogen premieredato eller optageplan for serien, ligesom antallet af afsnit og eventuelle yderligere medvirkende heller ikke er blevet annonceret.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: