Titlen på Hella Joofs nye komedie er offentliggjort: Her er stjerneholdet

Den danske instruktør Hella Joof har samlet et stjernehold af både nye stortalenter og mere garvede kræfter til sin kommende romantiske komedie.
Det betyder, at vi kan se frem til skuespillere som Andrea Heick Gadeberg, Iben Hjejle, Maria Rossing, Clint Ruben og Ulrich Thomsen.
Videre byder rollelisten på Joachim Kubel, Lotte Andersen, Simon Kongsted, Andreas Dissing, Mikael Birkkjær, Thomas Hwan, Maria Boda, Lone Rødbroe og Runi Lewerissa.
Filmen har titlen Nøjsomheden og er baseret på Stine Askovs bog af samme navn fra 2022. Titlen er hentet fra et rigtigt socialt boligbyggeri i Helsingør, hvor filmen for tiden optages.
'Nøjsomheden' beskrives som en film om at finde kærligheden, hvor man mindst venter det - og om at holde fast i, hvem man er.
Filmen handler om Mona, der elsker bøger, hvilket hun siden barnsben har brugt som en flugtvej, når virkeligheden i og omkring Nøjsomheden blev for meget.
Når Monas mor ikke har overskud til sin datter, tager hendes moster Tut sig af hende. Mosteren har da også skaffet Mona sin egen lejlighed i Nøjsomheden, der er et første skridt mod uafhængighed af sin mor.
Mona får nu drømmejobbet i den lokale boghandel, hvor hun møder den ligesindede litteraturstuderende Nikolaj. Men kan Monas udfordrende familie mon forenes med Nikolajs pæne, kulturelle baggrund?

Mona spilles af Andrea Heick Gadeberg ('Sygeplejeskolen', 'Dansegarderoben', Hygge!), mens Nikolaj portrætteres af Clint Ruben ('Bullshit', Ustyrlig, Venuseffekten. Tut og Monas mor spilles af henholdsvis Iben Hjejle og Maria Rossing.
På samme måde som filmen, så skildrer romanen også med både humor og et socialrealistisk blik livet i det udsatte boligområde Nøjsomheden, der frem til 2021 stod på regeringens ghettoliste.
Bo hr. Hansen står bag filmens manuskript. Han har tidligere samarbejdet med Hella Joof på komedien Fidibus og serien 'Album'.
Hella Joof runder med 'Nøjsomheden' sin tiende spillefilm. Hun har bl.a. også film på CV'et som bogfilmatiseringen Meter i sekundet samt Happy Ending, Sover Dolly på ryggen? og En kort en lang.
'Nøjsomheden' har forventet biografpremiere i efteråret 2026.