Spider-Man: Far From Home
Foto: Sony Pictures

Tom Holland afslører for Kino.dk: Udvikler ny film med Thomas Vinterberg

Stjernen kalder danskeren “uden sidestykke”

En af årets mest ventede film får biografpremiere denne sommer, når den elskværdige, svingende superhelt vender tilbage i Spider-Man: Brand New Day

Ventetiden står på lidt endnu inden premieren den 29. juli, men filmens stjerner Tom Holland og Zendaya har allerede startet deres verdensomspændende pressetour, hvor vi fik mulighed for at møde duoen.

SF Studios inviterede os bl.a. med på den røde løber i Amsterdam til et storslået fanevent. Her afslørede Tom Holland for os, at han er ved at udvikle et projekt med den danske filmskaber Thomas Vinterberg.

Vi spurgte ind til netop Vinterberg, da de to lavede en reklamefilm for Prada sidste år, mens skuespilleren også tidligere har udtrykt sin begejstring for danskeren til os.

Nu bekræfter Tom Holland så, at deres samarbejde først lige er startet:

- Jeg elsker Thomas [Vinterberg, red.]. Vi arbejder på et andet projekt sammen, som er virkelig spændende.

- Jeg elsker at udvikle sammen med ham. Jeg synes, han er virkelig klog. Måden han bryder karakterer ned på. Måden han bringer hjerte til historien er uden sidestykke.

- Så jeg er meget begejstret for idéen om at arbejde med ham i et langt format.

Hollywood-stjernen er kendt for at komme til at afsløre mere, end hvad han burde i sine interviews. Men vi får dog ikke lokket mere ud af ham, da vi spørger nærmere ind til projektet med Vinterberg.

- Det er en hemmelighed. Det er meget tidligt, svarer Holland grinende.

‘Spider-Man: Brand New Day’ er den fjerde solofilm med Tom Holland i rollen som Peter Parker, mens Zendaya også vender tilbage i sin rolle som MJ.

Filmen kommer fem år efter, at den seneste Spider-Man: No Way Home blev en af de mest indtjenende film i historien.

Peter er nu voksen og alene efter frivilligt at have slettet sig selv fra livet og hukommelsen hos dem, han elsker.

I et New York, der ikke længere kender hans navn, har han viet sig fuldt ud til én ting: at beskytte byen som Spider-Man. Men i takt med at presset vokser, udløser det en uventet fysisk forandring, der truer hans eksistens.

Samtidig begynder et mystisk mønster af forbrydelser at tage form - og Spider-Man stilles over for en af de mest magtfulde trusler, han nogensinde har mødt.

Se vores interview med Tom Holland og Zendaya omkring filmens premiere.

‘Spider-Man: Brand New Day’ får biografpremiere den 29. juli.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: