
Ulrich Thomsen er "den ultimative DC-skurk" i ny serie: Tilbragte tre timer i sminkestolen
Danskeren er med i ny HBO Max-serie
Da Lanterns i sidste uge fik premiere på HBO Max, var der virkelig mange mennesker, som satte sig til rette for at se den nye DC-serie.
Faktisk 9.3 millioner alene i de første tre dage, hvilket gør det til den største premiere for en DC-serie nogensinde. Tilmed skriver den sig også ind i top fem største premiere på HBO Max.
Dermed har den nye superhelte-serie, der bygger på DC’ tegneserier om Green Lanterns, fået en forrygende start – og i denne uges afsnit, får den noget ekstra dansk kolorit.
Ulrich Thomsen træder nemlig ind på scenen som den ikoniske skurk Sinestro.
Kørt før premieren i Los Angeles, fangede vi danskeren på en Zoom-forbindelse, hvor han fortæller om sin rolle som superskurk, sine oplevelser på serien - og arbejdet med Brad Pitt på en kommende film.
Se hele vores videointerview nederst - og læs et uddrag herunder.

“Her ringede de bare”
Ulrich Thomsen er nu kommet op i en kaliber i Hollywood, hvor han ikke behøver at gå til casting så ofte længere. Han fortæller til os:
- Her ringede de bare. Det er forskelligt, nogle gange er det selftapes og nogle gange ringer de. De fleste gange ringer de heldigvis bare. Det er jo gerne det, som skal ske efter så mange år i arbejdet, at man får opbygget en eller anden form for genkendelighed.
Ulrich Thomsen var ikke bekendt med hverken Green Lanterns-universet eller karakteren Sinestro, så det betød en del research for danskeren, som bl.a. gik tilbage og så Ryan Reynolds’ film fra 2011, hvor Mark Strong spillede Sinestro.
- Det er jo, hvad sådan noget er. Sci-fi. Det er ikke noget, jeg har lavet før. Så det synes jeg, var meget sjovt. Det er altid spændende, når man kan blive udfordret en lille smule.

“Den ultimative DC-skurk”
Karakteren kan spores helt tilbage til 60’ernes tegneserier, noget som Ulrich Thomsen også gik i krig med:
- Det er jo en hel verden derude. Men han er jo ligesom den ultimative DC-skurk, Green Lantern-skurk. Så jeg håber da, at de fortsætter med ham, siger Ulrich Thomsen med henvisning til sit eget håb om flere sæsoner.

“Et godt blikfang”
Især et aspekt af Sinestro skiller sig ud. Han er rød:
- Det var sjovt. Jeg sad lang tid i sminkestolen, der gik tre timer. Men det er jo en fantastisk karakter. Jeg måtte også gro mig et lille overskæg, som blev malet sort. Håret blev også malet sort. Jeg synes, at det kom til at se rigtig spændende ud. Der er et godt blikfang i ham om ikke andet.
- Det er folk, som har lavet ‘True Detective’, ‘Ozark’ og sådan nogle ting. Filmen fra 2011 var lidt mere tegneserieagtig, også i Sinestros del. Jeg tror, at de havde lavet lidt CGI på ham. Så er det her mere almindelige mennesker, hvis man kan kalde dét det. Jeg har sådan nogle proteser på ørene, fordi jeg er jo deroppe fra, siger danskeren med henvisning til det ydre rum.
‘Lanterns’ kan ses på HBO Max.