Unge danske stjerner får hovedrollerne i international 2. Verdenskrigs-thriller
Hvis man skal udpege nogle af fremtidens danske skuespillerstjerner, kunne valget hurtigt falde på 23-årige Lucas Lynggaard Tønnesen og 26-årige Clara Rugaard.
Tønnesen har allerede haft roller i danske succeser som 'The Rain' og 'Borgen', ligesom han medvirkede i den internationale Netflix-serie '1899'. Rugaard har ligeledes kunnet opleves i internationale værker som 'Verona' og 'I Am Mother', mens hun sidste år medvirkede i et afsnit af den populære serie 'Black Mirror'.
Nu tilføjer de to danske skuespillere et nyt, internationalt værk til CV’erne. De skal nemlig spille hovedrollerne i filmen Desperate Journey, der foregår under 2. Verdenskrig i Paris.
Overfor danskerne står den tyske skuespiller Til Schweiger (kendt fra 'The Ministry of Ungentlemanly Warfare' og Inglourious Basterds). Det skriver Variety.
Filmens manuskript bliver skrevet af Michael Radford, som er kendt for succesfilmen 'Il Postino' fra 1994. Den Emmy-vindende instruktør Annabel Jankel (Tell It to the Bees) instruerer.
Sidstnævnte har udtalt om filmen:
- Det var en enorm rejse med personlig udvikling for mig at arbejde med den ekstraordinært talentfulde og kreative rollebesætning og filmhold i Budapest, siger Jankel og fremhæver især én skuespiller:
- Lucas Lynggaard Tønnesen begejstrede os dagligt med sin præstation, da han voksede ind i og fuldt ud legemliggjorde den unikke karakter, der var Freddie Knoller.
'Desperate Journey' har endnu ingen premieredato, og vi ved ikke, om den får dansk biografpremiere.