Værten til Bodilprisen 2025 er fundet

Det bliver en af de helt garvede kræfter, der står i spidsen som vært for dette års Bodilpriser, når uddelingen finder sted den 15. marts 2025.
Brancheforeningen Danske Filmkritikere, der står bag Bodil, offentliggør i en pressemeddelelse, at Søs Egelind bliver vært for årets show på Folketeatret i København.
Søs Egelind er kendt som både skuespiller, komiker og instruktør, hvor hun har bevæget sig mellem film, tv og teater. Bl.a. er hun kendt for tv-serien 'Lærkevej', der også fik en filmversion i 2012.
- Jeg er utroligt glad, beæret og rørt over at få tjansen som årets vært til årets prisuddeling, og jeg lover at gøre mig umage for at leve op til det høje og flotte niveau, der er lagt af alle de dygtige værter, der har haft rollen før mig, udtaler Søs Egelind i pressemeddelelsen.
- Der er jo virkelig al mulig god grund til at fejre og hylde dansk filmkunst, som også giver ekko i resten af verden, så jeg glæder mig i den grad til at byde jer alle sammen velkommen til et brag af en aften - der er dømt fest!
Det er også en begejstret forperson for Danske Filmkritikere, der fortæller om valget af Søs Egelind. Nanna Frank Rasmussen fortæller:
- Vi er glade for, at Søs Egelind skal være vært for dette års Bodilshow, når vi hylder filmåret 2024. Vi så hende kort folde sit uforlignelige, humoristiske talent ud på Bodilscenen sidste år, og det kaldte på en gentagelse - og meget mere tid!
Sidste år var det skuespilleren Mathilde Arcel, der var vært, mens Søs Egelind var med til at præsentere en pris.
Ligesom sidste år er kino.dk igen mediepartner på Bodilprisen, hvorfor du kan læse meget mere om de nominerede film og skuespillere på vores temaside her.
Bodilprisen finder sted den 15. marts 2025.