Varmt rygte: Nolan skal instruere ny Bond-film med Marvel-stjerne som 007
Der har i længere tid verseret rygter om, at Christopher Nolan skulle være interesseret i at instruere ikke blot en, men hele to nye James Bond-film.
Det skal dog understreges, at det altså er rygter, som imidlertid synes at have fået fornyet liv. Det bl.a. også i kølvandet på Daniel Craigs sidste omgang som agent 007 med No Time To Die. Det skriver bl.a. Daily Mail.
Spørgsmålet, der naturligvis nu melder sig, er hvem, som skal indtage den legendariske rolle som agenten med licens til at dræbe.
Der har allerede været adskillige skuespillere og øvrige spekulationer på banen om Daniel Craigs arvtager. Det har vi skrevet om flere gange.
Som landskabet ser ud lige nu, er der ét navn, som dukker op igen og igen, nemlig Aaron Taylor-Johnson. Han vil i så fald gå i fodsporene af bl.a. også Sean Connery, Roger Moore og Pierce Brosnan.
Taylor-Johnson vil man bl.a. kende fra Kick-Ass samt som Quicksilver i MCU's Avengers: Age of Ultron og i titelrollen i den kommende Kraven the Hunter.
Den 33-årige skuespiller har endda tidligere arbejdet med Nolan, nemlig på Tenet fra 2020. Der har dog også været andre Nolan-skuespillere på rygtebørsen. Herunder bl.a. Cillian Murphy, Robert Pattinson og Tom Hardy. Det er dog så absolut på rygteplanet.
Det er dog ikke helt så skørt at tro, at man vil kunne finde Nolan i instruktørstolen på kommende Bond-film.
Nolan har nemlig bl.a. tidligere fortalt, hvordan han er vild med agent-karakteren, mens han har holdt kontakten med producerne af Bond-franchisen, Barbara Broccoli og Michael G. Wilson.
Filmskaberen har ved en anden lejlighed desuden fortalt, at han med en Bond-film vil have kreativ frihed, men også, at det ville være et fantastisk privilegie at lave en 007-film.
En kilde har til Daily Mail udtalt om Nolans involvering med spion-franchisen:
-Han er ekstremt interesseret i at gøre noget meget anderledes med franchisen. Hvis han kan få sin vilje med producerne, så er han helt klar på det.
Et andet ubekræftet rygte går således på, at Nolans bud på Bond ikke skulle udspille sig i moderne tid, men derimod skulle handlingen sættes i 1950'erne eller 60'erne, hvor forfatter Ian Flemmings oprindelige 007-romaner udkom.