Koldkrigs-dramaet 'Spionernes bro' handler om advokaten James B. Donovan, der i 1960erne bliver hyret til at forsvare en russisk spion, som er blevet tilfangetaget af de amerikanske myndigheder.
Spionen, Rudolf Abel, er forberedt på, at hans rettergang allerede er forudbestemt med døden som udgang, men Donovan insisterer på at give ham en fair, juridisk behandling.
Langsomt begynder både advokatens bagland og den amerikanske befolkning at vende sig imod ham, for hvordan kan man være et ordentligt menneske og samtidig beskytte fjenden? Donovans valg viser sig dog afgørende, da en pilot fra den amerikanske hær fanges af russerne. I forsøget på at hente piloten hjem, bliver den idealistiske jurist sendt bag muren til det kolde, kommunistiske Østberlin for at foretage en udveksling.
Steven Spielbergs film er baseret på virkelige begivenheder under Den kolde krig, der eskalerede i 1960erne, og hvor spændingerne mellem USA og Rusland var tæt på at udløse en atomkrig. Filmens historiske udgangspunkt indeholder både et retssalsdrama, en familiefortælling og en koldkrigsthriller.
Tom Hanks spiller for fjerde gang med i en Spielberg-film, når han indtager hovedrollen som den ukuelige advokat, James B. Donovan, der kæmpede mod alle odds for at opretholde retssystemet. Mark Rylance spiller lavmælt spion, og Amy Ryan har rollen som Donovans hårdt prøvede hustru.
'Spionernes bro' har manuskript af Coen-brødrene. Filmen er nomineret til 6 Oscars, bl.a. Bedste Film og Bedste mandlige skuespiller. (copyright: kino.dk)
Brugernes anmeldelser
5,4
10 brugere