10 år efter: Populær dansk filmserie vender tilbage!

1,5 millioner biografbilletter taler sit eget, tydelige sprog. De tre første Klassefesten-film var enormt populære, og nu har stjernetrioen Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby meldt sig klar under fanerne til en ny, fjerde film.
15 år efter den første film - og 10 år efter den seneste, Klassefesten 3: Dåben, kommer nu Klassefesten 4 - Venner for livet.
Optagelserne starter den 3. marts på Fyn, og komedien forventes at få premiere til vinterferien 2026.
Det første foto af de tre venner er også offentliggjort - se det nederst i artiklen.
Bag kameraet finder man instruktør Tilde Harkamp, som bl.a. har komedieerfaring fra Jagtsæson. Manuskript forfattes igen af duoen Claudia Boderke og Lars Mering, som også har stået bag de tre forrige.
I pressemeddelselse lyder handlingen for 'Klassefesten 4- Venner for livet':
Intet er som det plejer! Thomas er blevet hjemmegående far med tvillingebabyer, Andreas har omsider fået sig en kæreste, og Niels har rejsningsproblemer efter en prostatkræftoperation og er deprimeret.
Da han fylder 50 år, beslutter Andreas og Thomas sig for at løfte hans humør og arrangerer et surpriseparty for ham i et sommerhus på Fyn. Sammen tager de på verdens vildeste tur for at finde tllbage til livet, kærligheden, og hvad ægte venskab er lavet af.
Udover vores kendte trekløver i front tæller rollelisten til den nye film også bl.a. af Helle Fagralid som Niels' kone Jette, Tomas Villum Jensen som deres fælles ven Frode samt Molly Egelind, Finn Nielsen og mange flere.
'Klassefesten 4 - Venner for livet' får biografpremiere til vinterferien 2026.









