7 danske komedier som anmelderne hader, men publikum elsker!

Hvem er du enig med?
Billede
(© FilmPeople)

Der er bestemt ikke altid en rød tråd fra negative anmeldelser af film og så til antallet af solgte biografbilletter.

Det er bl.a. tilfældet med den biografaktuelle Klassefesten 4 - venner for livet, der på trods af mange 1-stjernede anmeldelser trækker i hobetal af danske i biografen.

Efter blot to uger i biografen havde mere end 260.000 biografgængere indløst billet til komedien her i landet.

Klassefesten (2011) solgte 505.635 billetter, Klassefesten 2 - begravelsen (2014) 596.774 og Klassefesten 3: dåben (2016) 524.853.

Vi kigger således her på syv andre danske komedier, der gennem tiden har trukket fulde huse i landets biografer, men som bestemt ikke har været favoritter hos kritikerne.

Filmene er listet efter antal solgte billetter, der ligger på den lune side af 200.000 og helt op til tæt på en imponerende million!

Billede
(© Regner Grasten Film)

1. Walter og Carlo - op på fars hat (1985): 953.743 solgte billetter

I midten af 80'erne kom et hobetal af danskere på fornavn med Walter Van Heimvee og Carlo Jensen - to fjollede karakterer, som er både spillet og opfundet af henholdsvis Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen.

Deres første film solgte i hvert fald tæt på intet mindre end 1 million billetter og er dermed fortsat en af de bedst sælgende danske film nogensinde!

Komedien handler om de to videoamatører, henholdsvis den pæne steward Walter og den rapkæftede hælebarindehaver Carlo. Filmen følger deres skøre oplevelser i danskerkolonien på Costa del Sol i Spanien.

Det er som nævnt ikke altid, at antallet af solgte billetter går hånd i hånd med positive anmeldelser. Det er 'Walter og Carlo - op på fars hat' et godt eksempel på.

Bl.a. kan man hos Det Danske Filminstitut læse: "Anmeldelserne var meget negative. Man mente, der var tale om fantasiløs genbrug af prøvede gags", videre til "Den offentlige støtte til filmen rejste en voldsom principiel debat om, hvad Filminstituttet egentlig kunne skyde penge i".

Publikumssuccesen blev fulgt op af yderlige to film, nemlig 'Walter og Carlo - yes, det er far' og 'Walter og Carlo i Amerika', der dog ikke kom nær så stort et antal solgte billetter ud af. De solgte henholdsvis 526.493 og 162.349 billetter her i landet.

Billede
(© Nordisk Film)

2. Jydekompagniet (1988): 512.472 solgte billetter

Det ikoniske par bestående af komikerne Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard gik i 1988 til filmen efter optrædener med både live-shows og på tv. Det var med 'Jydekompagniet', at de to for første gang kunne opleves på det store lærred.

I filmen blev der bygget videre på deres to karakterer, der også går under navnene Jacob og Finn, hvor førstnævnte indtager rollen som en privatdetektiv, der får Finn som sidekick, da han er blevet sat i beskæftigelse.

Opgaverne ligger nu for fødderne af de to, hvor de bl.a. kommer på sporet af både svindel og en religiøs sekt.
 
Efter succesen med 'Jydekompagniet' fik biografpublikummet en efterfølger med titlen 'Jydekompagniet 3'. Nej, det er ikke en slåfejl. Argumentet for at "springe 2’eren over" var nemlig, at 2'ere altid bliver en fiasko. Jakob og Finn har vist ikke fået set bl.a. 'Aliens' og 'The Godfather Part II'.

Billede
Jagtsæson / Nordisk Film

3. Jagtsæson (2019): 463.476 solgte billetter

Danskerne var vilde med denne danske komedie, hvor Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo står for den tåkrummende underholdning.

Filmen handler den nyligt fraskilte singlemor Eva, som tager på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene og den nye unge kæreste til Evas eksmand, Isabella, som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene.

Turen får det absolut værste frem i pigerne, hvor deres venskab bliver sat på en voldsom prøve gennem bl.a. en uheldig omgang Brazilian waxing og en mislykket fasanjagt.

Anmelderne kritiserede komedien for at være for klichéfyldt, men den der ler sidst, ler bedst - og 'Jagtsæson' sendte en bølge af grin gennem hele landet.

I 2024 fik filmen efterfølgeren Jagtsæson: I medgang og modgang, der solgte 210.292 biografbilletter her i landet.

Kampen om den røde ko
(© Regner Grasten Film / Kampen om den røde ko)

4. Kampen om den røde ko (1987): 455.806 solgte billetter

Det er ikke kun i toppen af denne liste, man finder den populære duo Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen. For i 1987 slog de to sig atter sammen på film med komedien 'Kampen om den røde ko', som de to både skrev, instruerede og medvirkede i.

Hvis du synes, at titlen lyder bekendt - altså udover at være titlen på netop filmen fra 1987 - er det fordi, at her er tale om en art parodi på både ældre folkekomedier og den gamle lystspilfilm med en afsender som bl.a. Morten Korch.

Her vil man eksempelvis kende titler som 'De røde heste' og 'Kampen om Næsbygård'.

Det var dog ikke just alle anmeldere, der var positive omkring filmen, men derimod blev den bl.a. kaldt for "en fornærmelse mod publikum".

Dette rørte dog øjensynligt ikke biografpublikummet, der ikke synes at kunne få nok af Ole og Jarl, som her fortæller en historie, der byder på Korch-arketyper som en frejdig landmand, søde piger og luskede bønder med flere.

Mick og Rasmus er tilbage
(© Nordisk Film)

5. Alle for to (2013): 383.735 solgte billetter

Ramus Heide er en af de største navne i moderne dansk folkekomedie, men anmelderne er sjældent rigtig vilde med hans film.

'Alle for én' blev kritiseret for sine "klichéer, overspil og platte jokes", men publikum elskedede den i sådan en grad, at den blev en af årets bedst sælgende film.

Det er dog Alle for to, der solgte flest billetter ved biograflugerne her i landet. 

Samme skæbne er overgået de øvrige film i rækken, der ikke fik megen kærlighed fra kritikerne, men alligevel solgte over eller tæt 300.000 billetter i biograferne.

Alle for én (2011) solgte 368.136 billetter, Alle for tre (2017) 316.158 og Alle for fire (2022) 288.990.

Billede
(© FilmPeople)

6. Polle Fiction (2002): 266.826 solgte billetter

Hvis du går rundt og omtaler din smartphone som en "mobilos", er du nok også stødt på den kejtede karakter Polle fra Snave. Han optrådte nemlig tilbage i 00’erne i en række reklamer for Sonofon.

Både Polle og de øvrige karakterer i disse reklamer blev så populære, at de blev forsøgt løftet over til spillefilmen med 'Polle Fiction'.

Ja, titlen er naturligvis en hilsen til Quentin Tarantinos Pulp Fiction, der sjovt nok klarede sig en smule dårlige i biografen her i landet med 245.794 solgte billetter.

Skiftet fra reklamefilm til det store lærred gik virkelig godt - i hvert fald, hvis man kigger på antallet af solgte biografbilletter.

Anmelderne var nemlig ikke begejstrede filmen, der følger den stakkes Polle, som kommer til skade, da han skal aflægge slamsugerprøve hos Snave Slam.

Heino, Polles mester, stiller ham en skadeserstatning i udsigt, der selvfølgelig skal fejres med humle og 80'er-musik. Dagen derpå vågner Polle op i selskab med den enlige mor Lillian, som kun er ude efter hans penge. Så snart er Polles mor i gang med at planlægge bryllup, men intet går dog som planlagt…

Billede
(© Regner Grasten Film og Nordisk Film)

7. Elvis Hansen - en samfundshjælper (1988): 231.583 solgte billetter

"En enig kritik stemplede filmen som usmagelig, plat, tarvelig, vulgær, bøvsende osv.", kan man læse om filmen hos Det Danske Filminstitut.

Ordene slog dog ikke filmens producent ud, der blot hævdede, at denne kritik øgede billetsalgtet, hvilket han kan have ret i, da filmen svingede sig op over mere end 200.000 solgte billetter.

Filmen spiller på det komiske sammenstød mellem en samfundsnasser og hans familie modsat det bedre borgerskab i det pæne Charlottenlund.

I rollen som samfundsbumsen Elvis Hansen ses Steen Springsborg med slikhår, der i denne rolle grundet sanering af deres bolig på Nørrebro nu genhuses i en villa i Charlottenlund, hvilket ikke huer naboerne.

'Klassefesten 4 - Venner for livet' kan ses i biografen netop nu.

Nyeste film i biografen