Aberne er endelig tilbage - og det ser virkelig episk ud!
Den seneste film i sagaen om abernes planet kom i 2017 med War for the lanet of the Apes efter de to foregående film i den nye trilogi, der også består af Rise of the Planet of the Apes og Dawn of the Planet of the Apes fra 2011 og 2014.
Til næste år vender aberne så tilbage på det store lærred med Kingdom of the Planet of the Apes, når filmen har premiere den 23. maj.
Se den første trailer for 'Kingdom of the Planet of the Apes' nederst i artiklen.
Historien vil i den nye film i franchisen udspille sig mange år efter afslutningen på filmen fra 2017.
Man vil således møde en ny abe mange år efter aben Cæsars regeringstid, som nu tager på en rejse, der vil få ham til at sætte spørgsmålstegn ved alt, han har lært.
Han vil her skulle træffe valg, som vil kunne definere en fremtid for både aber og mennesker i en verden, hvor aberne er den dominerende art.
'Kingdom of the Planet of the Apes' er et reboot og fortsættelse af abe-franchisen, der kom til verden i 1968 med den første film Planet of the Apes. Den fik flere efterfølgere, serier og senere Tim Burtons genindspilning i 2001.
Den nye films rolleliste består af både unge talenter og mere garvede skuespillere. Bl.a. Owen Teague, Freya Allan, Kevin Durand og William H. Macy.
I instruktørstolen og som medforfatter finder man Wes Ball, der tidligere bl.a. har stået bag de tre Maze Runner-film.
'Kingdom of the Planet of the Apes' har biografpremiere den 23. Maj 2024.