Amerikansk serie-darling elsker dansk stjerneduo: Bedre end Scorsese og De Niro

Vilde sammenligninger
Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Anders Thomas Jensen fotograf Anders Overgaard
(© Anders Overgaard)

Når den amerikanske instruktør, forfatter og tv-producer Bryan Fuller skal fremhæve sit yndlingssamarbejde mellem en instruktør og en skuespiller, kunne man måske forvente navne som Martin Scorsese og Robert De Niro eller Scorsese og Leonardo DiCaprio.

Men skaberen bag serier som 'Hannibal', 'American Gods' og 'Star Trek: Discovery' kigger i stedet mod Danmark.

Da vi talte med Fuller i forbindelse med den biografaktuelle fantasy-actionfilm Dust Bunny, lagde han nemlig ikke skjul på sin store begejstring for det ikoniske danske makkerpar Anders Thomas Jensen og Mads Mikkelsen.

Den amerikanske filmskaber har tidligere beskrevet sig selv som stor fan af Anders Thomas Jensens filmuniverser, og han ser noget helt særligt opstå, når instruktøren arbejder sammen med Mikkelsen.

- Mange vil sige Scorsese og De Niro eller Scorsese og Leonardo DiCaprio, men mit yndlingssamarbejde mellem instruktør og skuespiller er Anders Thomas Jensen og Mads Mikkelsen.

- Jeg elsker deres samarbejde. Jeg bliver altid overrasket over, hvad de laver sammen. Det er altid rørende, det er altid følelsesladet, det er altid sindssygt.

Fuller fremhæver særligt Retfærdighedens ryttere fra 2020 som et højdepunkt i duoens samarbejde.

- 'Retfærdighedens ryttere' er måske min yndlingsfilm fra dem. Ikke bare fordi det nok er en af deres mere mainstream-film, men også fordi den stadig er så mærkelig og så unikt Anders Thomas.

Dust Bunny
Mads Mikkelsen i 'Dust Bunny' (© Thunder Road Pictures)

Bryan Fuller har selv et tæt samarbejde med Mads Mikkelsen bag sig efter tv-serien 'Hannibal', og danskeren spiller også hovedrollen i instruktørens nye film 'Dust Bunny', som også er Fullers spillefilmsdebut.

Her spiller Mikkelsen en lejemorder, der bliver hyret af en lille pige til at dræbe det monster, hun er overbevist om gemmer sig under hendes seng.

'Dust Bunny' kan stadig ses i enkelte danske biografer.

Se hele vores interview med Bryan Fuller herunder:

Nyeste film i biografen