Anmeldernes dom: Overgår 'Blinkende lygter' - det er Anders Thomas Jensens bedste film!

Masser af stjerner til 'Den sidste viking'
Den sidste viking
(© Nordisk Film / Rolf Konow)

Anders Thomas Jensen - manden bag danske mesterværker som Blinkende lygter og De grønne slagtere - er klar med sin 6. spillefilm som instruktør. 

Filmen Den sidste viking har ramt biograferne - og hvis man skal tro de danske anmeldere, så bør man storme ind og se den nye kulsorte komedie med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas som et umage brødrepar.

Der er næsten fem stjerner over hele linjen til den nye danske film, hvis rolleliste også tæller stjerner som Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Søren Malling, Bodil Jørgensen og Nicolas Bro.

'Den sidste viking' følger Anker, der løslades efter 15 år. Da han kommer ud, opsøger han sin bror Manfred, som er den eneste som ved, hvor pengene fra et bankrøveri er. Men Manfred er ikke helt sig selv længere - og han har glemt, hvor de er gravet ned.

Det bliver starten på en komisk, bizar og voldsom rejse tilbage i tiden for de to brødre, da de drager tilbage til deres barndomshjem.

Herunder finder du uddrag af de danske anmelderes dom over 'Den sidste viking':

Berlingske, 5 stjerner

"Et sublimt cirkus af vanvid og excentriske karakterer. Og Mads Mikkelsen har aldrig grædt og danset bedre end her." (Kristian Lindberg)

Børsen, 5 stjerner

"Hip hurra for Anders Thomas Jensen. Endnu en gang fortæller han en absurd komedie på højeste niveau og får Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl m.fl. til at spille røven ud af bukserne." (Michael Solgaard)

Filmmagasinet EKKO, 5 stjerner

"Anders Thomas Jensen og hans faste ensemble leverer en publikumsbasker i topform med knastør humor på kanten af det politisk ukorrekte og øjeblikke af ægte rørende menneskelighed." (Niels Jakob Kyhl Jørgensen)

Soundvenue, 5 stjerner

"Anders Thomas Jensen gør alt det, vi kender ham for, i sin både voldelige, sjove og overraskende bevægende ’Den sidste viking’. Ingen gør det bedre." (Jacob Ludvigsen)

Vi elsker serier, 5 stjerner

"Er det her Anders Thomas Jensens bedste film? Ja!" (Louise Kidde Sauntved)

Kulturinformation.org, 5 stjerner

"Filmen gør tykt nar af os alle og ingen bør eller kan føle sig trådt over tæerne, eller i det mindste være glade for at være tilbage med tæer, der kan trædes på." (Jesper Hillestrøm)

Lys! Kamera! Ord!, 5 stjerner

"Der er fantastiske scener og replikker, som kun Anders Thomas Jensens kan tænke dem." (Per Juul Carlsen)

Alt for damerne, 5 stjerner

"Under den heftige og hysterisk morsomme historie er der noget dybere på spil i denne film om vanvid, barndomstraumer og Abba/Beatles." (Stephanie Caruana)

Information, giver ikke stjerner

"Gentager og varierer alle de klassiske dyder i en Anders Thomas Jensen-film. Det er veloplagt, men mindre mærkbart sorgfuldt end i 'Retfærdighedens ryttere'." (Lone Nikolajsen)

Politiken, 4 hjerter

"Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas er strålende i 'Den sidste viking'. Anders Thomas Jensens nye film er dybt splittet mellem det banale og det absurd morsomme." (Kim Skotte)

Ekstra Bladet, 3 stjerner

"Der er vold og traumer for alle støttekronerne, men også genbrug og uforløste pointer om diagnosesamfundet." (Rene Fredensborg)

'Den sidste viking' kan ses i biografen nu.

Nyeste film i biografen