
Årets nu største film i biografen vipper Super Mario af pinden
Men udfordrerne står klar i kulissen
For 31 år siden havde den første Toy Story premiere. Men hvis man havde den opfattelse, at Woody, Buzz og de andre levende legetøjs popularitet skulle være dalet med årene, kan man godt tro om igen.
Toy Story 5 har nemlig sat rekord som årets hidtil største film i biografen. Med imponerende 1,022 mia. dollars i indtjening på verdensplan overgår den en anden animeret succesfilm, nemlig Super Mario Galaxy Filmen, der indspillede billetter for i alt 1,001 mia. dollars. Det skriver bl.a. Variety.
Toy Story-eventyret er dermed den tredje film i Pixars serie, der overstiger 1 mia. dollars i indtjening, og næste milepæl bliver at overgå Toy Story 3 på 1,067 mia. dollars.
‘Toy Story’ 5 skal dog ikke føle sig alt for sikker på at beholde titlen som årets største film. Christopher Nolans The Odyssey har allerede solgt billetter for 639,6 mio. dollars på to uger og forventes også at krydse 1 mia. dollars i indtjening, mens mange forventer, at Spider-Man: Brand New Day bliver blandt årets største film. Den har premiere på onsdag.
Toy Story-filmenes indtjening på verdensplan:
Toy Story (1995): 401.157.969 dollars
Toy Story 2 (1999): 497.375.404 dollars
Toy Story 3 (2010): 1.067.316.101 dollars
Toy Story 4 (2019): 1.073.841.394 dollars
I ‘Toy Story 5’ står Woody, Buzz, Jessie og det øvrige legetøj over for en helt ny trussel mod legetiden, da Bolette får en tablet ved navn Lilypad, som har sine egne idéer om, hvad der er bedst for et barn.
I takt med at legetøjet må navigere i en verden præget af teknologi, bliver det en kamp for at bevare fantasien, fællesskabet og legetiden.
Op til premieren på filmen talte vi med den erfarne Pixar-instruktør Andrew Stanton og producer Lindsey Collins om det femte kapitel i rækken, teknologien på børneværelset og om vi allerede nu kan glæde os til en sjette film. Det kan du læse mere om her.
‘Toy Story 5’ er aktuel i de danske biografer, hvor den har solgt 177.000 billetter. Du kan finde dine billetter til filmen på Kino.dk her.