Bekræftet: Populær serie får en ny sæson

Vi skal tilbage til Gilead!
THE TESTAMENTS - "First Look" (Disney) LUCY HALLIDAY, CHASE INFINITI
(© Disney)

Hulu har ifølge Deadline givet grønt lys til en ny sæson af 'The Testaments' – og det endda før første sæson har nået sin finale.

Serien er en opfølger på den prisbelønnede dystopiske succes 'The Handmaid's Tale' og foregår 15 år efter begivenhederne i originalserien. Baseret på Margaret Atwoods roman fra 2019 af samme navn giver 'The Testaments' et nyt perspektiv på livet i Gilead.

Hvor 'The Handmaid's Tale' fulgte June Osbornes kamp mod regimet, er fokus denne gang rettet mod teenagerne Agnes (Chase Infiniti) og Daisy (Lucy Halliday).

Agnes er opdraget inden for Gileads strenge system og gør sit bedste for at være pligtopfyldende og dydig. Daisy kommer derimod udefra – og må tilpasse sig et samfund, der ikke blot forventer lydighed, men håndhæver den brutalt.

Begge havner på eliteskolen hos Aunt Lydia (Ann Dowd er tilbage i rollen), som uddanner unge piger til kommende hustruer og fødemaskiner. Venskabet mellem Agnes og Daisy skal imidlertid vise sig at blive en ikke så lille udfordring for magthaverne i Gilead…

På rollelisten finder vi blandt andre Mabel Li, Amy Seimetz, Brad Alexander, Rowan Blanchard, Mattea Conforti, Zarrin Darnell-Martin, Eva Foote, Isolde Ardies, Shechinah Mpumlwana, Birva Pandya og Kira Guloien. Elisabeth Moss gør desuden comeback som June Osborn i en gæsterolle.

Første sæsons niende afsnit blev udgivet den 20. maj, mens sæsonfinalen står for skud den 27. maj. Sæson 2 har foreløbig ikke fået en premieredato.

'The Testaments' er skabt af Bruce Miller, manden bag 'The Handmaid's Tale', og danske seere kan følge serien på Disney+.

Nyeste film i biografen