Biografchef understreger: "Komforten er altafgørende for en god oplevelse"

SpotOn på BIG BIO Nordhavn
BIG BIO Nordhavn
(© BIG BIO Nordhavn)

SPOT ON er en serie af artikler udarbejdet af Dansk Reklame Film viderebragt i sin uredigerede form på kino.dk. Artiklerne fokuserer på danske biografer, og disse er 100 % udvalgt af Dansk Reklame Film.

Se alle biografer på kino.dk her.

BIG BIO Nordhavn åbnede sine døre i december 2019 og har siden positioneret sig som en af landets mest eksklusive biografer. Med luksus-reclinere i alle sale - elektronisk styrede sæder, der kan lægges ned - og en førsteklasses lydoplevelse fra Dolby Atmos, er der skabt de perfekte rammer for en biografoplevelse i særklasse. Men hos BIG BIO handler det ikke kun om komfort og teknologi. 

Biografen har skabt en oplevelse, der går ud over det traditionelle biografbesøg med et stærkt fokus på bæredygtighed, menneskelig omtanke og rummelighed, så gæsterne ikke blot nyder en film, men også en helhedsoplevelse, hvor kvalitet og ansvarlighed går hånd i hånd. 

 

Komfort i fokus for at sikre fundamentet for den for den gode biografoplevelse

Komfort er en af kerneværdierne i BIG BIOs koncept. Biografchef Farukh Olskær Saghir fortæller, at inspirationen kom i 2015, da ejer Henrik Obel oplevede, hvordan dårlige biografsæder kunne tage fokus væk fra filmen. Det blev startskuddet til en ny tilgang, hvor kvalitet og komfort skulle prioriteres. 

- Når folk skal i biografen hos os, skal de sidde godt. Selvfølgelig skal billede og lyd også være i top, men komforten er altafgørende for en god oplevelse, forklarer Farukh. 

I BIG BIO’s sale er der derfor store, brede sæder med integrerede kopholdere, og hver sal er udstyret med Dolby Atmos-lyd, så alle gæster får den samme høje kvalitet uanset placering. 

 

Bæredygtighed som en del af DNA'et

Bæredygtighed er ikke blot et buzzword for BIG BIO Nordhavn, men en integreret del af biografens drift. Da biografen i Nordhavn blev bygget, blev der taget en række initiativer for at minimere dens miljøaftryk. 

- Vi har arbejdet meget med genbrug og ansvarlige materialer. Vores lamper er anden sortering, alle emballager er komposterbare, og vores vinglas er købt i antikvitetsforretninger rundt om i landet, fortæller Farukh. 

Biografens medarbejderuniformer er desuden skabt af overskydende stof, som ellers ville være blevet smidt ud. Små skridt, der tilsammen gør en stor forskel og bidrager til en mere ansvarlig biografoplevelse. 

 

Alternativt indhold: Mere end bare en filmoplevelse 

Under corona-pandemien blev behovet for nytænkning endnu tydeligere, og BIG BIO Nordhavn begyndte at eksperimentere med genudsendelser af klassiske film kombineret med ekstra oplevelser. F.eks. har de haft events med ’Ringenes Herre’, hvor gæsterne kunne få en totaloplevelse med specialdesignede goodiebags og eksklusive introduktioner. 

Netop alternativt indhold er en af de mest markante måder, hvorpå BIG BIO Nordhavn adskiller sig fra andre biografer. Biografen viser ikke kun de nyeste Hollywood-film, men tilbyder også et bredt udvalg af anderledes oplevelser, der inkluderer konceptualisering af filmklubber, foredrag, formiddagsbio, og hjernevenligbio med dæmpet lys og sænket lydniveau. Koncepter, der skal være med til at favne bredt og sikre, at der er biografoplevelser for alle. 

- Vi har afholdt koncerter, inviteret skuespillere til Q&A-sessioner og skabt events som vores Smart Cinema, hvor vi kombinerer film med live-elementer, forklarer Farukh. 

 

En vision for fremtidens BIG BIO Nordhavn

BIG BIO Nordhavn drømmer stort og ambitionen er at blive Københavns foretrukne biograf, og det skal ske gennem en kontinuerlig udvikling af den samlede biografoplevelse. 

- Vi vil være det sted, hvor gæster kan tage en pause fra den digitale verden og fordybe sig i filmens magi. Det skal være en oplevelse, man ser frem til hver gang, siger Farukh. 

Med en strategi, der forener luksus, ansvarlighed og et bredt indholdsunivers, viser BIG BIO Nordhavn vejen for fremtidens biografoplevelse. 

 

Læs også: Biografejer er ikke i tvivl: "Det er fællesskabet, der gør det så særligt"

Nyeste film i biografen