Birthe Neumann vil kvase mennesker i ny Pixar-film: "Jeg kan godt lide at lave det groteske"

Publikum får adgang til dyrenes verden i den biografaktuelle Mission: Bæver, der er den nyeste animationsfilm fra det ikoniske filmstudie Pixar.
Historien følger den universitetsstuderende Mabel, der finder sin undervisers eksperimenterende teknologi, som kan transportere hendes bevidsthed ind i en robot-bæver.
Mabel ser derfor sit snit til at redde byens skovdam, der ellers står for skud på grund af byggeriet af en ny motorvej. Med håbet om at starte et oprør begiver hun sig ind i skoven, hvor dyrenes verden er vildere, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Birthe Neumann lægger den danske stemme til dyreverdenens insektdronning, der portrætteres af Meryl Streep på originalsproget. Og vi har helt eksklusivt fået lov til at komme med ind i stemmeboksen inden filmens premiere.
Se videoklippet med Birthe Neumann i dubbing-studiet nederst.
Den folkekære skuespiller fortæller efter optagelserne, hvad der især interesserer hende ved rollen som insektdronning.
- Hun har jo én funktion, og det er, at hun er deres dronning. Meget kraftfuld. Men hun er installeret i denne her fine sommerfuglekrop, hvilket jeg synes gør det meget morsomt. At hun så er så barsk.

Neumann gav den fuld gas under stemmeoptagelsen, og som videoen nederst viser, bruger skuespilleren hele kroppen i sin præstation.
Hun fortæller, at for hende er netop friheden ved stemmeskuespil en af deciplinens store tiltrækningskræfter.
- I og med at man ikke kan se din krop, så kan du mange gange bruge din krop mere ekspressivt, som du aldrig ville tillade dig at gøre på et teater eller på film. Til at underbygge styrke, vrede eller hvad det nu måtte være.
- Jeg kan i det hele taget godt lide noget, der er lidt ude i det groteske. Eller få lov at lave det.
Udover Birthe Neumann lægger andre danske stjerner som Lars Mikkelsen, Mikkel Boe Følsgaard og Annette Heick de danske stemmer til den nye Pixar-film. Se hele listen her.
Den danske skuespiller har et lang og prisbelønnet CV inden for både teater, film og serier, der bare sidste år talte Ingen kære mor, 'Mors drenge' og TV 2-hittet 'Danefæ'. Hun har desuden mange andre stemmeroller bag sig som bl.a. Fru Potato Head i Toy Story-filmene.
'Mission: Bæver' kan ses i biografen nu.








