Clint Eastwood kalder viralt interview "fuldstændig falsk"

Alle medier er hoppet på - nu udtaler filmstjernen sig
Gran Torino
(© Warner Bros.)

I lørdags kunne Clint Eastwood fejrer sin 95-års fødselsdag, og i den anledning havde han lavet et interview med det østrigske medie Kurier. Desværre viser det sig, at kun én ud af de to ting i denne sætning er rigtigt.

Interviewet, der er gået viralt for nogle af Eastwoods udtalelser om Hollywoods tilstand, viser sig nemlig at være fabrikeret. Den legendariske filmskaber har nu reageret på det opdigtede interview ved at række ud til mediet Deadline:

- En række ting om mig er for nyligt dukket op i nyhederne. Jeg mener, at jeg bør præcisere. Jeg kan bekræfte, at jeg er blevet 95. Jeg kan også bekræfte, at jeg aldrig har givet et interview til en østrigsk publikation kaldet Kurier, eller nogen andre skribenter i de sidste uger, og at det interview er fuldstændig falsk.

kino.dk var en blandt mange, mange medier, som bragte Clint Eastwoods overraskende udtalelser - som ligeledes blev bragt via det internationale nyhedsmedie Reuters.

I det opdigtede interview lød det bl.a.:

- Jeg har lavet efterfølgere tre gange, men jeg har ikke været interesseret i det længe. Min filosofi er: Lav noget nyt eller bliv hjemme.

Hvorvidt det var en forfejlet fejring af filmikonet eller en bevidst handling fra Kuriers side, vides ikke.

Clint Eastwoods seneste film 'Juror #2' fra sidste år kan ses på streamingtjenesten Max.

Nyeste film i biografen