Dansk stjerneinstruktør er tilbage med ny film efter mere end 10 år

Den prisvindende instruktør Simon Staho er tilbage med sin første spillefilm i mere end 10 år. Sidst vi fik en film af den danske filmskaber, var i 2013 med Miraklet, der bl.a. havde Ulrich Thomsen, Allan Hyde og Sonja Richter på rollelisten.
Nu oplyses det i en pressemeddelelse, at Simon Staho har premiere på sin nye film The Stranger i udvalgte biografer her i landet den 10. april i år.
Simon Staho har både instrueret og skrevet filmen, der bl.a. har Emma Sehested Høeg (Miraklet, Brakland, 'Limboland', 'Skyld', 'Orkestret') på rollelisten.
Filmen beskrives som følger i pressemeddelelsen:
'The Stranger' en genrebrydende blanding af fiktion og fakta, som med afsæt i stigende globale spændinger - fra flygtningekriser og terrorisme til fremmedhad og politisk polarisering - dykker ned i de menneskelige mekanismer, der driver både frygten og fascinationen for det ukendte.
Selv udtaler Simon Staho om filmen:
- Hvorfor har vi som mennesker så svært ved at forholde os til dem, der ikke ligner os selv? Hvorfor opdeler vi verden i 'os' og 'dem'? Med denne film ønsker jeg at stille et spørgsmål, der sætter verden i brand: Hvorfor bliver mødet med det fremmede så ofte eksplosivt?

Den officielle synopsis for filmen lyder:
Med dyb menneskelig indsigt, og en filmisk æstetik præget af kontraster - mellem lys og mørke, frygt og håb, fiktion og fakta - undersøger instruktør Simon Staho et af de mest fundamentale og udfordrende spørgsmål i menneskehedens historie: Hvordan møder vi det, vi ikke forstår?
'The Stranger' udforsker, hvor langt vores empati rækker, og stiller spørgsmål, der rækker ud over biografsalen og ind i publikums egen virkelighed.
Det er en filmisk refleksion over vores menneskelige forbindelser i en tid, hvor forskellene synes større end nogensinde, men hvor vi på trods af alt har mere tilfælles, end vi tror.

Simon Staho fortæller desuden også om sin film:
- Mennesker har til alle tider kæmpet med at acceptere og forstå det fremmede. Det er ikke en ny problematik, men den er mere presserende end nogensinde. Det handler ikke om, at vi skal omfavne alt ukritisk.
- Der er tidspunkter, hvor vi med god grund holder afstand. Men samtidig udfordrer filmen os til at tænke over, hvordan vi kan finde fællesskab midt i forskellighederne. Dette er ikke et emne, man behandler let. Historien viser os, hvor farlige og destruktive vores fordomme kan være.
Simon Staho debuterede i 1998 med spillefilmen Vildspor, mens hans CV bl.a. også tæller kritikerroste film som Dag og Nat (2004), Daisy Diamond (2007) og Himlens Hjerte (2008).
'The Stranger' har premiere i udvalgte biografer den 10. april 2025.