Danske anmeldere hylder ny Oscar-nomineret film: "Den vil røre dig i både dette og dit næste liv"
Det romantiske drama Past Lives fik en overvældende modtagelse, da den sidste år fik premiere på Sundance Film Festival.
Filmen fortæller historien om barndomsvennerne Nora og Hae Sung, der adskilles, da Noras familie emigrerer fra Sydkorea til Canada.
Efter to årtier genforenes de i New York, hvor Nora nu lever med sin amerikanske mand. I løbet af en uge konfronteres de med de valg, der har formet deres liv.
Mens vi tålmodigt har måtte vente på at se filmen herhjemme, så har den rejst verdenen rundt, hvor den er blevet mødt af stående bifald og to Oscar-nomineringer - nemlig for Bedste film og Bedste originale manuskript.
LÆS OGSÅ: Efter stående bifald verden over: Hjerteskærende ny film rammer de danske biografer
Nu er 'Past Lives' så endelige landet i de danske biografer. De danske anmeldere er også begejstrede og tildeler filmen 4-6 stjerner.
Vi har herunder samlet et udpluk af de danske anmelderes vurdering. Læs mere om filmen og se flere anmeldelser her.
Børsen, Michael Solgaard, 6 stjerner
"Hold op, hvor får man lyst til at omfavne både de mennesker, man kender, og de tilfældige biografgæster ved siden af én, når man er færdig med at se 'Past Lives'."
Politiken, Kim Skotte, 6 hjerter
"Filmen er et stilfærdigt mesterværk. En genistreg..."
Berlingske, Thomas Brunstrøm, 5 stjerner
"'Past Lives' er en smuk og medrivende kærlighedsfilm, der elegant leger med "hvad-nu-hvis?"-tanken. Og går lige i både hjertet og tårekanalerne."
Filmmagasinet Ekko, Niels Jakob Kyhl Jørgensen, 5 stjerner
"'Past Lives' har kimen til et trekantsdrama, men Celine Songs manuskript smyger sig uden om alle klichéer om jalousi og vrede og dramatiske kærlighedserklæringer."
Soundvenue, Luna Ehlers, 5 stjerner
"Og gennem alle disse (ud)skiftende facetter, former og navne har [Celine, red.] Song skabt en ualmindeligt vellykket filmperle, hvori alt er bevægende – og i bevægelse. Den vil røre dig i både dette og dit næste liv."
Kristeligt Dagblad, Per Juul Carlsen, 4 stjerner
"...[Celine Song] mangler åbenlyst en stærkere fornemmelse for at fortælle i billeder. Men hendes fortælling om to mennesker, der mærker en tiltrækningskraft halvvejs rundt om kloden, har en styrke og en vilje til at kommunikere."
Information, Christian Monggaard
"Koreansk-canadiske Celine Songs oscarnominerede 'Past Lives' om to barndomskærester, der mødes som voksne, er en af statur og udstyr lille film. Men den vokser sig kun større, efter at man har set den."