Danske Sarah-Sofie Boussnina spiller stor rolle i ny Dune-serie: "Hun er genial"
Som Prinsesse Jasmine fanget i Jafars gigantiske timeglas, der drukner i sand, skal vi snart tilbage til Dune-verdenen igen, når Dune: Prophecy ruller over skærmen på MAX fra på mandag den 18. november.
Lige som HBO's seneste store seriesatsning, 'The Penguin', har afrundet sin anmelderroste første sæson, kommer den nye intergalaktiske gigantserie fra Frank Herberts univers og fylder tomrummet ud på platformen. Og det er tilmed med dansk islæt!
Den 33-årige danske skuespiller Sarah-Sofie Boussnina spiller nemlig en bærende rolle i serien, som finder sted tusinder af år før Paul Atreides’ oprør på Arrakis.
Boussnina ses i serien som kejserens datter Prinsesse Inez, der giftes væk til et barn fra et stort hus med henblik på at gå i lære hos det såkaldte 'The Sisterhood', som ender med at blive det, vi kender som Bene Gesserit i de to film fra Denis Villeneuve.
Vi var her hos kino.dk været så heldige at få lov at stille både den danske stjerne og flere fra holdet bag et par spørgsmål.
Til interviewet var Boussnina flankeret af to af hendes unge skuespiller-partnere, Josh Heuston, der spiller hendes halvbror Constantine Corrino, og Chris Mason, der spiller hendes træner og elsker Keiran Atreides. Til Sarah-Sofies store fornøjelse spurgte vi de to herrer, hvordan hun havde været at arbejde med.
- Hun er virkelig som en solstråle, sagde Heuston med det samme. Hun kommer altid i godt humør til settet, og hun er super støttende både på og uden for skærmen. Og ja, en af mine yndlingsting ved det her projekt var at få lov til at arbejde med Sarah-Sofie.
Mason indskyder herefter nøgternt med et sarkastisk grin:
- Det var ikke min oplevelse.
- Ej, Sarah og jeg har en masse ligheder, også i vores personlige liv med vores familier og sådan. Så det, der var fantastisk, var at opbygge tillid til hinanden, og vi fik lov til at gøre det gennem alt vores stuntarbejde sammen.
- Og så arbejdede vi så længe med stunts, at vi faktisk ikke fik spillet skuespil sammen, altså virkelig kommet ind i en scene. Og du ved, man ved aldrig, hvordan en scenepartner vil være, før man virkelig kører det igennem.
- Jeg synes, at den første scene, vi lavede sammen, var sådan: "Okay, vi har en forbindelse her, og vi har en vibe".
- Det er let at spille med Sarah-Sofie, fordi hun bare giver alt, og nogle af scenerne vi har, især den jeg altid tænker på, er i afsnit 2 efter træningen; det gjorde mit job så let, jeg stod bare der og tænkte: "Hun er genial."
Det er store ord, der falder Sarah-Sofies vej, og det fortsætter, da seriens hovedforfatter og executive producer, Alison Schapker, også kun havde ros til overs for den danske skuespiller.
- Sarah-Sofie fremstod for os som en person med en karisma og en friskhed og virkede meget moderne i mine øjne som en ung kvinde, der forsøger at balancere kravene fra sin position med sine egne ønsker om at skabe sin egen vej i sin egen verden.
- Det virkede bare som om, at Prinsesse Inez havde et interessant forhold til magt, og hun havde set ting og oplevet ting, der på nogle måder gjorde hende klogere end hendes alder tilskriver, men er samtidig også en ung, egenrådig kvinde.
- Jeg synes, at Sarah-Sofie virkelig legemliggjorde den kompleksitet for os, og hun var bare så frisk og talentfuld. Og jeg tror, at vi alle bare er begejstrede og glade for at have hende med om bord.
'Dune: Prophecy' er en af Boussninas første internationale projekter, efter at have medvirket i en række danske serier og film som 'Lærkevej', ungdomsfilmen Bora Bora og Afleding Q-filmen Fasandræberne.
Selvom det med længder er den største produktion, hun har været en del af, er forskellen på at spille i danske projekter kontra amerikanske faktisk ikke så stor ifølge Sarah-Sofie selv.
- Det er selvfølgelig en kæmpe mulighed at få lov til at arbejde i Dune-universet og også arbejde med så mange mennesker, som jeg beundrer både foran og bag kameraet, fortæller hun.
- Det har bare været fantastisk, og jeg tror, arbejdet faktisk er meget det samme, men skalaen af produktionerne er meget forskellige. Men jeg tror, at arbejdet for skuespilleren stadig er det samme. Men der er mange flere mennesker på settet denne gang.
I serien spiller hun overfor en række store navne som Emily Watson, Travis Fimmel og Mark Strong.
Historien er baseret på romanen 'Sisterhood of Dune', der bl.a. er skrevet af Frank Herberts søn Brian Herbert, og følger Harkonnen-søstrene, som kæmper imod kræfter, der truer menneskehedens fremtid, og etablerer den legendariske sekt kendt som Bene Gesserit.
Første afsnit ud af seks af 'Dune: Prophecy' kan ses på MAX fra mandag den 18. november.