Dansker spiller nazist i sin første hovedrolle i USA: Se eksklusivt billede

"Det er helt klart min mest komplekse rolle til dato"
Thomas Nicholson
(© Foto: Ashley Ross/Ashley Ross Studios)

I sidste uge kunne vi skrive, at danske Thomas Nicholson havde landet sin første hovedrolle i en større amerikansk film, nemlig i 2. Verdenskrigsfilmen Rush.

Nu kan vi - som det første medie i verden - præsenterer et billede fra filmens optagelser med netop danske Nicholson, filmens anden hovedrolle, stortalentet Maxwell Jenkins og instruktør Jake Van Wagoner. Se billedet herunder.

Vi har ligeledes talt med Thomas Nicholson, der fortæller kort om filmen og sin rolle som nazistisk soldat.

Rush
Fra optagelserne til 'Rush': Fra højre ses Maxwell Jenkins, Thomas Nicholson og Jake Van Wagoner (© Foto: Linsey Graham // Linsey Graham Photography)

Thomas Nicholson, som oprindeligt er fra Randers, er i dag bosat i delvist i Los Angeles og Vancouver. Skuespilleren har i en årrække optrådt i gæsteroller i diverse populære serier, hvilket tæller 'Supernatual', 'The X-Files', ’The Hauting of Bly Manor’, 'The 100', 'Virgin River', 'Yellowjackets', 'Young Sheldon' og 'DC's Legends of Tomorrow'. I sidstnævnte spillede han selveste David Bowie.

Den nye film 'Rush' foregår i 1944 under Operation Dragoon og de Allieredes invasion af Sydfrankrig og følger den unge soldat Jacob "Rush" Rushton (Maxwell Jenkins), der er søn af en hædret førsteverdenskrigsveteran, hvis fly styrter ned i den besatte del af Frankrig.

Fanget bag fjendens linjer og forfulgt af skyldfølelse fra hans fortid, tager han en ung tysk soldat, Samuel (Thomas Nicholson), til fange, hvis bitterhed kolliderer med Rushs modvillige heltemod.

Mødet med en uskyldig fransk pige Juliette (Chloe Lysenko), der er blevet gjort forældreløs af krigen, tvinger begge soldater til at konfrontere, hvad det virkelig vil sige at være modig.

Thomas Nicholson
Pressefoto af danske Thomas Nicholson (© Foto: Ashley Ross/Ashley Ross Studios)

Til os fortæller Thomas Nicholson om sin rolle i 'Rush':

- Det er første gang, jeg spiller en hovedrolle i en spillefilm i den her størrelsesorden. 'Rush' er en uafhængig spillefilm, som blev optaget over tre uger i Utah i august måned. Det er helt klart min mest komplekse rolle til dato, i hvert fald hvis man ser bort fra teater. 

- Samuel er tysk soldat under 2. Verdenskrig, så han repræsenterer jo nok menneskehedens værste ondskab. Men i hans skrøbelige alliance med en amerikansk soldat (Maxwell Jenkins) møder man også mennesket bag uniformen med alt, hvad det indebærer af drømme, sorg, tvivl, håb, æreskodeks, moral og så videre.

- Jeg brugte meget tid og energi på at forberede mig og fik flere timers coaching med filmmager og ven, Ben Immanuel, som også har været min underviser og coach i mange år. Og jeg er virkelig glad for, jeg var så forberedt, for det var de mest intense optagelser, jeg har været med til. 

- Vi filmede seks dage om ugen i 35 graders varme, og jeg havde to lag uld på takket været Hugo Boss’ design af naziuniformen. Samtidig var rigtig mange af scenerne vildt intense, hvis ikke fysisk, så emotionelt og mentalt – men det er jo også det, der gør det til en drømmerolle, bogstavelig talt at have mulighed for at give blod, sved og tårer til det. 

- Og så var jeg i sindssygt gode hænder både med Jake Van Wagoner og hans crew og ikke mindst med Max [Maxwell Jenkins, red.]. Vi opdagede lynhurtigt, at vi havde en rigtig stærk kemi, hvilket forhåbentlig bliver oversat til noget seværdigt på skærmen.

'Rush' afventer lige nu en premieredato. I første omgang skal filmen finde en distributør.

Nyeste film i biografen