De danske anmeldere er helt oppe og flyve over ny Superman-film

Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er "en rigtig, rigtig god film"
Superman
(© Warner Bros.)

Verdens nok mest velkendte superhelt er tilbage i biografen i dag, når Superman har premiere landet over.

Forventningerne har været ekstra høje denne gang, for ikke nok med, at det er den første solofilm om superhelten siden Man of Steel i 2013 – det er også dén film, der igangsætter det nye univers baseret på DC’s tegneserier med Guardians of the Galaxy-instruktøren James Gunn ved roret.

Noget tyder på, at Gunn har ramt rigtigt med sin nye inkarnation af Superman, idet størstedelen af de danske anmeldere er yderst begejstrede for David Corenswets version af den rød- og blåklædte superhelt.

Flere kalder filmen den bedste Superman-film siden originalen i 1978, mens kun Berlingske og Børsen indtil videre er de eneste, der sniger sig under 5 stjerner for storfilmen.

I filmen bliver Superman trukket ind i en konflikt, der får omverdenen til at stille spørgsmålstegn ved hans handlinger. Hans intentioner om at beskytte menneskeheden udstilles som falske af den superrige techmilliardær Lex Luthor, der udnytter situationen til at forsøge at skille sig af med Superman for altid. 

Se herunder et uddrag af de danske anmelderes dom over 'Superman':

Superman
(© Warner Bros.)

Filmmagsinet Ekko, 5 stjerner, Nicolas Barbano

"James Gunn har begået en af de mest raffinerede og velfortalte Superman-film, der både blomstrer af imaginære indfald og afspejler den virkelige verden."

Information, Christian Monggaard (giver ikke stjerner)

"Den bedste Superman-film siden 1978." 

Lys! Kamera! Ord!, 5 stjerner, Per Juul Carlsen

"Viser et dejligt mod til at nytænke den ofte superkedelige superhelt."

Politiken, 5 hjerter, Michael Bo

"Den nye Superman-film er en god film. En rigtig, rigtig god film."

Soundvenue, 5 stjerner, Peter Kruse Dam Jensen

"James Gunns velspillede og medrivende 'Superman' er alt, hvad en storfilm om verdens mægtigste superhelt bør være: farverig, berusende, håbefuld – og for alle."

Vi elsker serier, 5 stjerner, Claus Nygaard Petersen

"Med en spændende historie, fremragende skuespilpræstationer og underholdning fra start til slut, indledes en ny superhelteæra med bravur."

Berlingske, 3 stjerner, Sarah Iben Almbjerg

"Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er Superman – og hans personlighed er lige så flad, som hans krop er stærk."

Børsen, 3 stjerner, Michael Solgaard

"Finder ikke den rette balance mellem den "menneskelige" side af en historie om en mand, der bare vil gøre det gode i en ond verden og er elsket for det, og så de actionvilde scener, som har det med at overtage." 

 

'Superman' kan ses i biograferne nu.

 

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen