Bilde fra 'Dobbeltspil'
Foto: Scanbox A/S

"Den danske Julia Roberts" blev udfordret af sin drømmerolle i ny thriller

‘Dobbeltspil’ kan ses i biografen nu

Spænding og intriguer venter i det danske thrillerdrama Dobbeltspil, der netop har ramt landets biografer.

‘Dobbeltspil’ er den anden film fra instruktørduoen Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesen, der tidligere har stået bag seriemorderfilmen Englemageren, som efter sin biografpremiere har haft et stort liv på streaming.

Neel Rønholt står denne gang i hovedrollen som Clara, der opdager en forstyrrende hemmelighed om sin kæreste, Tobias. En dag møder hun nemlig Katrine, der også er i et forhold med samme mand.

Ølgaard og Rønholt har været tætte venner i mange år, og filmskaberen, der også spiller Katrine i filmen, var bekymret for, om samarbejdet ville komme for tæt på. Derfor overvejede instruktørduoen mange andre muligheder.

Men Ølgaard kunne ikke få tanken om Rønholt i sin hovedrolle ud af hovedet.

- Jeg kalder hende jo vores danske Julia Roberts. Og det synes jeg ægte hun er i denne her film, fortæller Ølgaard, da vi møder hende sammen med Rønholt tidligere på sommeren.

Julie R. Ølgaard og Neel Rønholt
Foto: Kino.dk

Neel Rønholt forklarer, at hun aldrig var i tvivl om, hvorvidt hun skulle sige ja til rollen som Clara.

- Det er bare så fed en karakter. Men jeg var da også nervøs, fordi vi er så gode veninder. Og vi har jo arbejdet sammen professionelt før, men aldrig i denne her konstellation. Det har været mere ligeværdigt. Julie som instruktør er “min chef” på en eller anden måde. Så hvad nu hvis vi var uenige om noget?

‘Dobbeltspil’ trækker publikum med ind i et intenst trekantsdrama, hvor Rønholts Clara og Ølgaards Katrine gøres selskab af Youssef Wayne Hvidtfeldt i rollen som Tobias.

Clara og Katrine er meget forskellige, selvom de har Tobias til fælles. Og snart begynder grænserne mellem sandhed og løgn, begær og bedrag at flyde sammen.

Stjerneduoen var enige om, at samarbejdet mellem dem var et sats. Men de fortæller også begge, hvordan deres tætte relation faktisk endte med at være en fordel.

- Det interessante var, at alt det der, vi var nervøse for, viste sig kun at være fordele. Og at vores venskab, som jeg ikke troede, kunne blive stærkere, men faktisk bare er blevet endnu stærkere, efter vi har lavet denne her film, fortæller Rønholt.

I krig med en helt ny type karakter

Julie R. Ølgaard har tidligere beskrevet over for os på Kino.dk, at publikum aldrig har oplevet Neel Rønholt i denne her type rolle før. Rønholt uddyber nu, hvorfor netop det gør karakteren til en drømmerolle for hende.

- Clara er en drømmerolle for mig, fordi hun er en anderledes karakter, end jeg ellers har fået lov til at spille. Det i sig selv at spille en bærende hovedrolle er en stor udfordring, fordi karakterens udvikling også er filmens udvikling. Så det er en helt anden måde at gå til arbejdet med karakteren på.

- Men også fordi både karakteren, men også genren er noget helt nyt for mig. Hele det her thriller-element. Der er meget mere action. Clara er en meget handlekraftig kvinde, som har utrolig mange facetter.

- Så for mig var det en kæmpe udfordring at få lov til at gå i krig med denne her rolle.

Vi testede i samme omgang, hvor godt Julie R. Ølgaard og Neel Rønholt kender hinanden. Se videoen nederst.

‘Dobbeltspil’ kan ses i biografen nu.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: