Den store finale venter forude: Se første imponerende trailer til 'Wicked 2'

Elskede karakterer fra 'Troldmanden fra Oz' dukker op
Wicked: Del 2
(© UIP)

Den første trailer til Wicked: Del 2 er udkommet. Med den får vi såldes en forsmag på musical-eventyret, der har biografpremiere til november.

Ariana Grande og Cynthia Erivo er tilbage som Glinda og Elphaba, der i den første film var venner med alt, hvad det indeholder af usikkerhed, skænderier og sammenhold.

Duoen måtte dog skilles, da Elphaba blev dømt som fjende af Oz-riget.

Se traileren til 'Wicked: Del 2' nederst i artiklen.

I efterfølgeren bor Elphaba - der nu er kendt som Vestens onde heks - i eksil i skoven.

Her fortsætter hun sin kamp for at befri Oz' forstummede dyr og forsøger desperat at få sandheden frem om Troldmanden, som hun kender.

Glinda er i mellemtiden blevet det glamourøse symbol på godhed for hele Oz, hvor hun bor på paladset i Emerald City og nyder fordelene ved berømmelse og popularitet.

Under instruktion af Madame Morrible bliver Glinda indsat som en trøst for Oz og forsikrer folket om, at alt er, som det skal være under Troldmandens styre.

Efterhånden som Glindas stjernestatus vokser - og hun forbereder sig på at gifte sig med prins Fiyero i et spektakulært Ozias bryllup - hjemsøges hun af sin adskillelse fra Elphaba. 

Wicked: Del 2
Wicked: Del 2 (© UIP)

Mens en vred pøbel samler sig mod den onde heks, bliver Glinda og Elphaba nødt til at finde sammen en sidste gang.

Med deres enestående venskab nu som omdrejningspunktet for deres fremtid, bliver de nødt til at se hinanden i øjnene med ærlighed og empati, hvis de skal forandre sig selv og hele Oz for altid.

'Wicked: Del 2' bygger ligesom første del, der havde biografpremiere i 2024, på musicalen af Stephen Schwartz og en bog af Winnie Holzman.

Den er løst baseret på 1995-romanen 'Wicked: The Life and Times of the Wicked Witch of the West' af Gregory Maguire, som igen er en prequel til L. Frank Baums klassiske bog 'Troldmanden fra Oz' fra 1900.

'Troldmanden fra Oz' er blevet filmatiseret flere gange, men mest populært i 1939 med Judy Garland som Dorothy, der transporteres fra Kansas til Oz, hvor hun møder Løven, Tinmanden og Fugleskræmslet.

Traileren for 'Wicked: Del 2' viser faktisk kvartetten samlet, hvilket vi ikke oplevede i den første film fra sidste år.

Skuespillerne fra første film er tilbage med Michelle Yeoh som Madame Morrible, Jonathan Bailey som prins Fiyero og Jeff Goldblum som Troldmanden. Jon M. Cho instruerer også denne gang de musikalske herligheder.

'Wicked: Del 2' har dansk biografpremiere den 20. november.

Se filmens trailer herunder:

Nyeste film i biografen