Der er monstre og magtspil i nyt kig på Christopher Nolans kommende storfilm

Universal Pictures har udgivet en ny trailer til Christopher Nolans The Odyssey, og den giver et langt tydeligere billede af, hvad der venter i instruktørens næste storfilm.
Traileren åbner med en dialog mellem nymfen Kalypso (Charlize Theron) og Odysseus (Matt Damon).
"Hvad husker du?" spørger hun.
"En kone, en søn, en krig," svarer han.

Nolans storsatsning er baseret på Homers over 2700 år gamle epos om den græske konge Odysseus og hans lange rejse hjem til Ithaka efter den trojanske krig.
– Det er ikke en historie. Det ER historien, som Nolan selv sagde under CinemaCon tidligere i år.
Og når historien skal skildres, går instruktøren bredt til værks. Traileren giver glimt af selve krigen (formentlig i tilbageblik), den farefulde rejse bagefter (med alt hvad den indebærer af kaos, modgang og frygtelige mytologiske væsner), og parallelt – konflikten, der opbygges på hjemmefronten.
Samtidig med at Odysseus kæmper for at komme hjem, kæmper hans kone Penelope (Anne Hathaway) og sønnen Telemachos (Tom Holland) for at holde stand på Ithaka, mens den snedige Antinous (Robert Pattinson) gør alt for at tage magten.
Filmen er spækket med karakterer og samler et imponerende hold af Hollywood-stjerner. Her finder vi navne som Zendaya, Benny Safdie, Mia Goth, Lupita Nyong'o, Jon Bernthal, John Leguizamo, Himesh Patel og Will Yun Lee – for blot at nævne nogle få.
Produktionen har været omfattende med optagelser i blandt andet Grækenland, Italien, Marokko og Island. Nolan har tidligere beskrevet optagelserne som krævende med hårde vejrforhold og fysisk udfordrende locations for både skuespillere og filmhold.
'The Odyssey' markerer også en teknologisk milepæl. Det er nemlig historiens første spillefilm optaget udelukkende med IMAX-kameraer – og det går ikke ubemærket hen. Efter premieren den 17. juli får filmen et eksklusivt globalt IMAX-vindue på fire uger, hvor den vil dominere samtlige IMAX-sale verden over. Det er ret vildt.
Se traileren herunder:
Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Filmweb.no og er oversat og redigeret af Kino.dk-redaktionen.








