Disney-stjerne overrasker i svær filmrolle: Publikums reaktion rørte hende til tårer
Selena Gomez er som skuespiller, selv efter 15 år, måske bedst kendt for sin rolle i Disney-serien 'Magi på Waverly Place' og efterfølgende, lignende familievenlige projekter.
Godt nok har den nu 31-årige skuespiller og sanger forsøgt at lægge den pussenussede Disney-fortid bag sig ved at medvirke i den kontroversielle Spring Breakers, men med den spansksprogede Emilia Perez bryder hun for alvor ud af fortidens typecasting.
Filmen har netop haft sin verdenspremiere i Cannes, hvor den deltager i konkurrencen om Guldpalmen, og skal man tro flere medier på den sydfranske festival, er det en tidlig favorit til at løbe med hovedprisen.
Hvad er 'Emilia Perez' så for en størrelse? Filmen er ganske svær at beskrive, hvis ikke de skal lyde som en rodebutik, men den blander thriller, gangsterfilm, musical og komedie med et transdrama, og det fungerer langt bedre i praksis, end det lyder.
Undertegnede blev i hvert fald blæst helt bagover på en måde, som ikke er oplevet siden Moulin Rouge! i 2001. Det er den Guldpalme-vindende instruktør Jacques Audiard (Profeten, Dheepan), der står bag genre-bastarden, som ved sin gallapremiere modtog hele 11 minutters stående applaus fra publikum.
Modtagelsen bød på flere tårer fra hovedrollerne, hvilket du kan se i videoerne nederst.
Zoe Saldana (kendt fra Avatar og som Gamora i Marvels film) spiller en advokat med ambitioner om mere, end hvad hendes chef kan give hende. Så da hun får et tilbud fra en gangsterboss (Karla Sofía Gascón), der inkluderer en kønsskifteoperation og en farlig masse penge, slår hun til.
Selena Gomez spiller rollen som gangsterbossens kone, der på overfladen er en ret endimensionel karakter, men som udvikler sig i overraskende retninger og virkelig får lov til at stråle hen imod slutningen.
Gomez udtalte sig i podcasten SmartLess (via Pearl & Dean) om filmen og sagde, at "det er en af de sværeste ting, jeg har lavet", men at publikum stadig har til gode at se hendes fulde potentiale:
- Jeg tror ikke, jeg overhovedet har rørt ved overfladen af det, jeg ved, jeg er i stand til at gøre, sagde hun.
- Jeg er meget selektiv, eller også havde jeg været med i alle de film, jeg bliver tilbudt. Jeg kæmper bare for mine roller, og jeg går altid til audition, så jeg kan lide at fortjene det.
'Emilia Perez' afventer dansk biografpremiere.
LÆS OGSÅ: Følg med i vores dækning af filmfestivalen i Cannes 2024 her.